Rebecca Bondes blog

tekst fra Rebeccas indre univers

Fred og fordragelighed i den sammenbragte familie

Nu tænker du måske, at jeg vil skrive om sammenbragte familier i traditionel forstand. Skilsmissefar med tre børn møder singlepigen med åbne æggestokke, sammen får de to børn og nu er de syv. Det er sandt, at jeg i skrivende stund, er ved at forfatte en bog om noget, der ligner denne one-liner. Dog, er det slet ikke den slags jeg her vil skrive om.

I går var jeg til non-firmation med Morten og alle fem unger. Min venindes datter, som er halv dansk og halv arabisk (muslimsk far), valgte konfirmationen fra, med begrundelsen  at hun ikke vil vælge én trosretning eller bekende sig til ét system. Moderen, der tydeligt var stolt af dette modne og velovervejede valg, havde med sin nuværende mand og med pigens far, arrangeret en kanon fest. Det summede af mennesker, børn, unge og voksne, fra Mellemøsten og Danmark, herunder Israelske jøder og muslimer, der var venner på kryds og tværs. Maden var eksotisk, musikken bød på rock og solistoptræden af non-firmanden og i haven stod et godt gammel dansk midsommerbål med en heks på toppen.

Udover min baggrund i det Mellemøstlige, som giver mig en naturlig lidenskab for for musikken, sprogene og kulturen, var der flere ting, der i går, fik mig til at tænke på den sammenbragte familie.

For det første  stod min venindes eksmand – muslim og singlefar med to børn boende hos sig hver anden uge og flydende udi det danske sprog – og talte om interessen for røget sild, med Morten. De udvekslede holdninger til surdejs opskrifter og makrel-konsistens. Til hverdag går han i Helly Hansen overalls og sætter hegn op i min venindes have, sammen med hendes ny mand, mens hun belønner de flittige mænd, med hendes uovertrufne kogekunst. Deres to børn (min veninde har fire børn fra to ægteskaber og er nu i sit tredje ægteskab) har ADHD og den ene også OCD. Min veninde har overlevet kræft seks gange. Disse mennesker har, med andre ord, rigeligt at slås med.

Disse mennesker er samtidig mennesker, der i en særlig grad er fyldt til renden med livsgnist, overskud og kreativitet. De er åbne og ikke bange for ting, der ikke er konventionelle, eller mennesker, der vælger webergrillen og ‘Vild med dans’ fra. Trods deres mange udfordringer, som i den grad kunne give en følelse af ‘nok er nok og jeg orker ikke mere’, er i stedet gået ind i kampen og har valgt det gode samarbejde. Sammen har de fundet melodien, i en toneart, der virker for dem. Ikke alle ville kunne synge med på denne sang, og det har da også taget dem otte år, at komme dertil. Men nu kan de den. Melodien. Min venindes ny  mand har ingen børn. Han synger med på denne melodi. Udover at være en fantastisk bonusfar, tilsætter han hele samarbejdet det tredje krydderi, i form af egen rytme. Han ‘finder’ sig ikke bare i, at min veninde og hendes eksmand samarbejder meget tæt. Han er en naturlig del af det og tager part i det, ved at  bidrage på lige vilkår, med egne meninger og egen rolle.

For det andet er min venindes eksmands bedste ven, en jøde. Med land i Israel. Han er ikke bedste-ven med en af de andre tilstedeværende muslimske gæster. Nej, med en jøde. Fordi tilfældet vil, at det er ham han svinger bedst med, som menneske. Sammen har de så meget at tale om. De taler ganske vidst ikke politik – et emne de bevidst holder sig fra – men alt andet deler de og har gjort det i årtier. Til trods for presset i Israel – de i sandhed begge oplever – med fordromme, jantelov og stærke meninger haglene ned over dem, fra begge fløje. Dette til trods, lever og ånder et venskab så dybt og værdigt.

Flere af de jødiske og muslimske gæster sad overfor hinanden hele aftenen og festede fornøjet sammen. Med løftede glas og i løftet stemning. Efterkommere af Abraham / Ibrahim sad og skralgrinede ved samme bord og delte måltidet.

Jeg var rørt til tårer over den fysiske sammenbragte familie, som kunne sætte hegn, arrangere fest og have en harmonisk hverdag i fred og fordragelighed. Men i mit hjerte, var jeg dybt berørt af alle de dejlige mennesker, muslimer såvel jøder, der sammen festede og glædede sig ved hinandens selskab. Det stak så dybt hos mig og jeg takkede Gud i mit stille sind, med en stor klump i halsen, der langsomt blev opløst i takt til trommernes rytme og hjertets banken.

Flere ting fortalte mig, at mængden af bekymringer er konstant. Har vi mennesker ikke noget alvorligt at kæmpe for, finder vi selv på noget og bitcher bare over ligegyldigheder. Jeg oplevede også, at livsglæde ikke er proportional med sundhed og bekymringsfri hverdag. Livsglæde er noget vi vælger. Trods alle de udfordringer vi har, hvad end de hedder sygdom, kultursammenstød, eks’er, arbejdsløshed, røde tal på bundlinjen eller skæve tænder.

Lykke er noget vi vælger. Livsglæde er noget vi gør. Det er en adfærd. Den smitter, så selv den hårdeste bufferzone må kapitulere. I den ydre verden og i vores eget indre Israel Palæstina.

Shukran / toda raba.
Rafika / Rivka

Det er ikke kun ‘Gud’ og ‘Abraham’ (og alt andet), der skrives forskelliget, alt efter sproget vi skriver på. Det samme gælder ‘Rebecca’. ‘Rafika’ er mit arabiske navn. ‘Rivka’ er mit jødiske. ‘Shukran’ er arabisk og betyder ‘tak’. ‘Toda raba’ er hebraisk og betyder ‘mange tak’. Og hvorfor vælger jeg at skrive / nævne dette? Fordi mange kristne nægter, at ‘Allah’ er det samme som ‘Gud’. Det er det. Det er bare det arabiske ord for Gud. På aramæisk (det sprog Jesus talte) hedder Gud ‘Allaha’. På hebraisk hedder Gud ‘Elohim’. Det hedder noget forskelligt, det er dog det samme vi taler om.

Reklamer
%d bloggers like this: