Rebecca Bondes blog

tekst fra Rebeccas indre univers

Integritet

leave a comment »

Jeg falder for integritet.
Det rå og utilslørede,
det skræmmende umiddelbare og sande,
som udefra fejlagtigt forveksles med det banale.
Det – til tider – grimme ansigt,
dog ægte.

Handlingens insisterende fure
– fremfor skønhedens falske glathed.
Og dog, den billedskønne stærkt seksuelle kvinde,
der er lynende intelligent.

De unge har det.
De gamle har det.
Børnene har det.
Måske.
Integriteten.
Midt i livet bliver den let væk.
Overskygges af frygten.
For at miste jobbet,
titlen,
anseelsen,
muligheden.
Huset,
bilen,
ferien,
konen.
Potensen.

Den er dyr!
Integriteten.
Den koster.
Den forveksles tit med det blotte mod.
Det er ikke den.
Det er frygten igen,
i forklædning.

Når vi har den,
er den en motor så stor.
Vi kan køre til livets ende på den.
Og komme sikkert i mål.

Jeg tænder på integriteten,
og det den gør ved os,
ved mennesker omkring os
og de frugt som høstes af den.
For med den bredes ringe i vandet,
der kunne synes at begynde som et stille skvulp fra et stenkast,
næsten lydløst.
Ringende begynder.
Tager til.
Og kan udvikle sig til kæmpe Stillehavs-bølger
– til reelle tsunamier.

Vi finder den hos Knud, der spiller på sav på “Pinden”,
hos den enlige mor, der mente det var bedre sådan.
Hos chefen, der trodsede bestyrelsen
og hos manden, der nægtede at give slip på drømmen.

Integriteten kan syne som et tilfældighedernes resultat,
bag uovervejet handling hos den evigt overmodige.
Ak – integritet er en såsæd,
med magiske stærke celler.
Når ejeren handler i resonans med integritet
og klemmer den ud mellem fingrene,
mellem tænderne,
mellem hjerte og mellemgulv
– i et fuldt og helt ja!
fødes nuet.
Kunst.
Vi får et glimt af kosmos,
en krone-orgasme.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Written by Rebecca Bonde

juli 23, 2017 at 19:28

Lagt i Blog

Tagged with

Miaav

leave a comment »

Misforstået
misopfattet.
Miss Behaven
mistanke.
Mississippi
misvisende
misunde
misbillige.
Mistroisk
mislyd
mistolke
mis mis mis.

a-big-kitty-1401925-639x426

Written by Rebecca Bonde

juli 21, 2017 at 20:14

Lagt i Blog

Tagged with

Når lærere hjælper svigtede børn

leave a comment »

Hun gik i en lille landsbyskole og var foran i dansk. Matematik var ikke hendes stærke side. Hun var særligt glad for sin klasselærer, gik til dans og legede hun hed Fie.

Hun var glad for sin verden. Indtil den ramlede i 3. klasse.

Hendes far kom ikke hjem til middag. En fremmed mand ringede på og sagde, at faderen var rendt med hans kone.

Forældrene blev skilt, og pigen flyttede med bror og mor fra den store villa til et lille rækkehus, skiftede skole og fritidshjem.

Ind i den store villa flyttede faderen med ny kone og to drenge. En fremmed dreng boede nu i hendes værelse. Han var sød. Hun kom på besøg og sov på drømmesengen i stuen.

Den ny skole var stor. Hun kunne ikke lide at være der.
Hun var utryg. Vidste ikke hvorfor. Hun blev tabt på gulvet rent fagligt på rekordtid, hvilket ramte selvværdet. Hun kunne ikke koncentrere sig og gik i en osteklokke. Læreren gentog. Hun var blank. Hun græd ofte, når hun kom hjem og var alene. Hun kaldte på sin far i gråden og drømte om natten, igen og igen, at hun og hunden løb ind på en kirkegård, til hendes fars gravsted.

Hendes mor gik ind i forældrerådet, forsøgte at ændre ting. Det hjalp ikke. Som voksen tænkte pigen, at det nok ikke blot handlede om en lorteskole, men også om et (dengang) ikke-erkendt omsorgssvigt, med svær skolegang til følge. Men den slags så man ikke.


Faderen slog den ene stedbroder. Ofte. Kaldte ham dum og grim. Pigen sad i angst og så volden. Skamfuld og flov over, at hun ikke blev slået.


Stedmoderen uddelte påskeæg til drengene, og en appelsin til pigen. For hun var buttet og kunne ikke tåle chokolade, mente stedmoderen. Stedmoderen selv var en fiks lille dulle, sagde de. Inden skilsmissen kaldte faderen pigen for en lille lækker dulle.

Det var jo bare i sjov. Som voksen undrede hun sig dog.

Et hjem med nervøse grænser, vold, intimiderende over-seksualisering, tyranni, magtudøvelse, nul respekt for normal-adfærd, trusler, jalousi, forskelsbehandling af uhørt karakter, systematisk psykisk vold og fornedrelse foruden udvisning af enorm ligegyldighed og respektløshed. Formlen hed psykopati X 2.

Fire uskyldige barnesjæle, der sidenhen fik noget at arbejde med:
Spiseforstyrrelser, narkomani, angst, depression, vrede/ raseri, kriminalitet, vold, …., …., .

Ingen greb ind. Ingen så det. Det foregik bag halvlukkede døre. Eller gjorde det?

Måske var den slags mere normalt og ingen mente de kunne blande sig.

Pigen fik tit at vide, at hun var heldig. Ikke mange skilsmissebørn havde det så godt. Det vidste hun var sandt.

Og var det nu også så slemt? De var jo også søde. Der var altid pålægschokolade , og man måtte tage af det. Man måtte se video og være længe oppe. Og stedmoderen grinte ofte. Det hændte de tog på Bakken allesammen, og havde grint og moret sig. Som andre.

Tvivlen nagede altid i sindet, gav dårlig samvittighed og forsøgte derfor at lægge sig som en tung dyne udover alle sår. Når det ikke var til at se, så eksisterede det nok heller ikke.


Efter tre år lykkedes det pigens mor at få den nu 12 årige pige på en anden skole.

Hér skete noget forunderligt. Her blev pigen set. Af dygtige lærere, som havde øje for hvad der skulle til – for at løfte hende ud af en rigtig trist spiral. I hvert fald, hvad skolegang angik. Som gav hende mod på livet og skolen. På et øget selvværd og en tro på en positiv fremtid. Hun fik venner, job, smart tøj og to drenge var forelskede i hende.

På blot et halvt år, var pigen med i samtlige fag, endda over gennemsnit. Da hun gik ud af 9. klasse, scorede hun klassens eneste 13 tal i mundtlig dansk, hvor hun tolkede og fremlagde en Suzanne Brøgger tekst. I skriftlig dansk fik hun 11, hvor hun skrev en stil – et selvportræt. I metaforer. Hun skrev altid i metaforer. For sådan mente hun, at hun bedre kunne nå dybder, større nuancer og sandheder. For intet var sort/hvidt.

Stilen blev trykt i skolebladet, uden hun anede det.

Pigen flyttede til Fanø med sin mor og hendes nye mand, som var sød og altid lyttede. Her var stabilitet, ballast. De var fattige, men manglede ikke noget særligt. Den nye skole herlig. Hun fik nye venner, nye interesser og en ny stil.

Hun hørte kun sjældent fra sin far i de syv år hun boede der. Ingen tillykke ved H.F. studentereksamen, hvor hun i øvrigt scorede syv 11 taller.

Langt ind i voksenlivet kørte den unge kvinde endnu et usundt mønster, hvor hun pleasede stedmoderen – ja endda blev meget fortrolig med hende – i håb om at få faderens opmærksomhed. Stedmoderen misbrugte fortroligheden for egen vindings skyld.

Faderen og stedmoderen var begge fra sadistiske familier, så kvinden tænkte som voksen, at de ikke kunne have gjort det bedre end de gjorde.

Hun valgte at tilgive dem, og fandt fred. Flyttede sig langsomt fra dem. Det var den bedste løsning. Hun havde lært meget af dem, uden de anede det. Og var samtidig bevidst om, hvilken skade de kunne forvolde hende og hendes familie, med mindre hun forsvandt. Stille og ubemærket.

Hun elskede sin far. Fordi han var hendes farmand. Og hun vidste han elskede hende.

En dag kørte den nu 53 årige kvinde ved et tilfælde forbi skolen med de gode lærere. Hun stoppede op og tog et billede af den. Betragtede den – i søndagens stiled. Sukkede dybt og kiggede på vinduerne til det klasselokale, hvor hun blev undervist af mennesker, som så hende. Hun følte en sommerfugl i maven.

De lærere fra dengang skubbede hende i gang. I gang med en lang rejse, gennem godt og ondt, kaldet Livet.

Nu forstod hun, for alvor, at hun i sandhed var heldig. Når nogle voksne ikke kan, kan andre. Hun havde været heldig at møde nogle af disse voksne.

Disse lærere …

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

 

Written by Rebecca Bonde

juli 3, 2017 at 20:49

Vi elsker dig – bare du er som os

leave a comment »

I lørdags var jeg til vikinge-blòt på Roskilde Festivallen. Jeg faldt i snak med en ung pige på omkring de 23 vil jeg gætte på (husker det ikke helt, grundt indtagelse af en del mjød). Jeg husker dog, hvad vi talte om.

Ligesom jeg, var hun vokset op i et frikirke-miljø. I en lille Sjællandsk by ikke lang fra, hvor jeg bor. Jeg selv fik frikirkelivet ind på kroppen, da jeg som 14 årlig flyttede til Bornholm, hvor min mors meget religiøse del af familien bor. Jeg begyndte af egen fri vilje at komme i kirken, da jeg mødte en kærlighed jeg ikke tidligere havde oplevet. Den unge kvinde jeg talte med i lørdags var født ind i det, og derfor var hendes oplevelse en anelse anderledes.

Fælles for os begge var, at ingen af os i dag kommer i en frikirke – eller noget andet kristent regi. Vi var begge enige om, at der kan ligge en kvalitet i det fællesskab, som var i kirkerne. Og også det stik-modsatte. Vi havde begge oplevet en kærlighed og imødekommenhed ud over det sædvanlige, ved at troppe op i kirken, men at hvis ikke vi var som dem, mente det samme, havde samme holdninger og syn på det religiøse, så høstede man en skov løftede pegefingre og formaninger. Opdragelsen blev sat ind. Vi begge havde oplevet at blive kontaktet af diverse personer fra menigheden, som ville fortælle os, hvordan vi havde valgt forkert og skulle ændre det. Det sig værende alt fra en rockkoncert vi havde købt billet til, som var djævelsk – til den kæreste vi havde valgt, uden for miljøet. Noget, som gjorde at vi begge valgte at droppe ud af miljøet. Hun var, som jeg, en selvstædig kvinde med stærke meninger og stor personlighed. Ingen skulle fortælle hende, hvordan hun skulle leve sit liv.

Jeg kom til at tænke på, at vore oplevelser ikke er enestående. At det har et religiøst islæt gør det bare tydeligere at spotte. Tage afstand fra, for den stærke. For det kræver nosser. Jeg kan stadig opleve familiemedlemmer fra den tid, som med hovedet på skrå i bekymret mine spørge mig, om jeg stadig tror på Jesus. Hvilket faktisk er meget grænseoverskridende og personligt at spørge om. De bekymrer sig for, om jeg er falden.

Og ja, jeg tror på Jesus. Den Jesus Gud har skabt, ikke den kirken har skabt. Jeg finder  hverken Gud eller Jesus i kirken. Derfor har jeg meldt mig ud af den. Helt anden snak …. Og kort sagt: Ja – jeg er et dybt troende og religiøst menneske. Som tror på det jeg ikke kan se, og kun lidet på det jeg ser.

Vi møder dem alle steder. Disse kærlige og imødekommende grupper af mennesker. Som med åbne arme tager imod os, når vi tropper op. Når vi for første gang går ind i kredsen. Eller vender hjem igen, som den fortabte søn. De findes i familier. De elsker dig, hvis bare du er som dem. Gør som dem. Har samme værdier omkring at mødes tit og tæt og holde julen på den rigtige måde. Vi møder dem på visse arbejdspladser, hvor du skal være den nye Bent, og ikke må være dig. For du skal i virkeligheden bare udfylde en tom stol, og den stol skal du slet ikke bryde dig om at flytte så meget som en centimeter i en anden retning, der tjener dig og dine kompetencer bedre, så du endnu bedre kan performe. Næh nej, “Bent gjorde altid sådan og sådan, så det skal du også”. I øvrigt var det også Bent, som altid tog sild med til julefrokosten, så det er forventet du gør ligeså.

Vi er elsket. Hvis vi bare er som dem. Det er næppe sand kærlighed. Det er vigtigt at skelne. Klart, at vi svinger bedre med mennesker vi har meget tilfælles med. Men som Benny Andersen siger, så flyver fugle i flok – når de er mange nok. Og når der ikke er plads til en fugl med en anden farve vinger, er det bare om at flyve et andet sted hen. For vi kan male vore vinger blå, men hvis de i virkeligheden er hvide, så vil det uundgåeligt afsløres ved førstkommende uvejr.

Det nemmeste er at dukke hovedet, blive banket på plads og gøre som gruppen forventer. Så de igen kan lide os. Det giver den hurtige respons, som vi kan lide. Det er som at pisse i bukserne. For hvis først vi giver køb på os selv og egne holdninger mister vi os selv. Så kan vi rende rundt som en skygge af os selv, som kloner af de øvrige gruppemedlemmer. Så er vi døde. Så kan vi ikke bruge deres “kærlighed” til noget.

Vil skynde mig at anerkende at mange kan have stor glæde af forskellige gruppesammenhænge – herunder kirkelige fora.  Jeg har bare ikke.

bears-1508475-639x962

Written by Rebecca Bonde

juni 26, 2017 at 14:11

Lagt i Blog

Tagged with , , , , ,

Tiden går – i dag i går

leave a comment »

Tik tak
uret i hak
døren smak.

Kosten fejer
fliserne
og alting
væk.
Godt vi ikke har gulvtæpper.

Tik tak
tidens tak.

Jeg tror ikke folk glider fra hinanden,
jeg tror bare de ikke længere kan se hinanden.

Gok gok
gak gak
hak hak.

Klø jer lidt i øjnene
– I fjollehoveder!

20130806-IMG_2662

Written by Rebecca Bonde

juni 22, 2017 at 12:54

Lagt i Blog

At føle sig forkert

leave a comment »

Der er altid nogen, der er uretfærdige,
nogen som har ondt i røven
– nogen, der er umulige at stille tilfreds.

Vi kan ikke være ven med alle,
og vi er ikke vores familie.

Let kan vi fortabes i den ligegyldighed og kølighed vi mærker fra omgivelserne.
Svigerfamiliens fornærmethed og usagte forventninger.
Farens dybt uretfærdige forskelsbehandling og favorisering.
Stedmoderens jalousi og skjulte agendaer.

Der er altid nogen, som har ondt i røven.
Venner, der vil have du skal være anderledes.
Være som dem.

Så er det bare om at hoppe ind i det mentale rumskib.
Lette fra Jorden og få det store perspektiv på, langt borte fra.
Her er der fred.
Ingen forventninger.
Her – kan du se krystalklart, i rette proportioner.
Se det, som det er.

Det, som før synede helt uoverskueligt og umuligt at gennemleve,
er nu blot endnu et bump på livets snørklede og forunderlige vej.
Det, som du aldrig rigtig tillagde særlig værdi,
viser sig måske at være rodårsagen til det – som du troede handlede om dig.

Det handler ikke om dig.
Du er god nok, som du er.
Du skal ikke ændre dig.
Du skal for alt i verden ikke please dem, i håb om de så bedre kan lide dig.

Hvis du føler dig forkert, anderledes og som en elefant i et glasbur i nogens selskab
– så hold dig væk.
Hvis du føler du er svær at elske, i nogens selskab
– så hold dem væk.

For du er god, kærlig og skal intet gøre
– for at være god nok og elsket.
Du er perfekt
– netop som du er.

sun-ray-1183374-639x852

I Haven jeg er

with one comment

Jeg er som kastanjetræet i Haven,
høj og fuld af lys.
Rødderne er med alderen dybe.
Forsøger man at flytte mig, gør det ondt.
Har jeg været væk fra Haven et par dage
– værker det i led.

Jeg hører til her.
Her vil jeg være.
Med andre, som er.
Jeg har intet mere at bevise verden.

chestnut-tree-1382015-639x481

 

 

Written by Rebecca Bonde

maj 29, 2017 at 11:58

Lagt i Blog

Tagged with ,

%d bloggers like this: