Rebecca Bondes blog

tekst fra Rebeccas indre univers

Vi elsker dig – bare du er som os

leave a comment »

I lørdags var jeg til vikinge-blòt på Roskilde Festivallen. Jeg faldt i snak med en ung pige på omkring de 23 vil jeg gætte på (husker det ikke helt, grundt indtagelse af en del mjød). Jeg husker dog, hvad vi talte om.

Ligesom jeg, var hun vokset op i et frikirke-miljø. I en lille Sjællandsk by ikke lang fra, hvor jeg bor. Jeg selv fik frikirkelivet ind på kroppen, da jeg som 14 årlig flyttede til Bornholm, hvor min mors meget religiøse del af familien bor. Jeg begyndte af egen fri vilje at komme i kirken, da jeg mødte en kærlighed jeg ikke tidligere havde oplevet. Den unge kvinde jeg talte med i lørdags var født ind i det, og derfor var hendes oplevelse en anelse anderledes.

Fælles for os begge var, at ingen af os i dag kommer i en frikirke – eller noget andet kristent regi. Vi var begge enige om, at der kan ligge en kvalitet i det fællesskab, som var i kirkerne. Og også det stik-modsatte. Vi havde begge oplevet en kærlighed og imødekommenhed ud over det sædvanlige, ved at troppe op i kirken, men at hvis ikke vi var som dem, mente det samme, havde samme holdninger og syn på det religiøse, så høstede man en skov løftede pegefingre og formaninger. Opdragelsen blev sat ind. Vi begge havde oplevet at blive kontaktet af diverse personer fra menigheden, som ville fortælle os, hvordan vi havde valgt forkert og skulle ændre det. Det sig værende alt fra en rockkoncert vi havde købt billet til, som var djævelsk – til den kæreste vi havde valgt, uden for miljøet. Noget, som gjorde at vi begge valgte at droppe ud af miljøet. Hun var, som jeg, en selvstædig kvinde med stærke meninger og stor personlighed. Ingen skulle fortælle hende, hvordan hun skulle leve sit liv.

Jeg kom til at tænke på, at vore oplevelser ikke er enestående. At det har et religiøst islæt gør det bare tydeligere at spotte. Tage afstand fra, for den stærke. For det kræver nosser. Jeg kan stadig opleve familiemedlemmer fra den tid, som med hovedet på skrå i bekymret mine spørge mig, om jeg stadig tror på Jesus. Hvilket faktisk er meget grænseoverskridende og personligt at spørge om. De bekymrer sig for, om jeg er falden.

Og ja, jeg tror på Jesus. Den Jesus Gud har skabt, ikke den kirken har skabt. Jeg finder  hverken Gud eller Jesus i kirken. Derfor har jeg meldt mig ud af den. Helt anden snak …. Og kort sagt: Ja – jeg er et dybt troende og religiøst menneske. Som tror på det jeg ikke kan se, og kun lidet på det jeg ser.

Vi møder dem alle steder. Disse kærlige og imødekommende grupper af mennesker. Som med åbne arme tager imod os, når vi tropper op. Når vi for første gang går ind i kredsen. Eller vender hjem igen, som den fortabte søn. De findes i familier. De elsker dig, hvis bare du er som dem. Gør som dem. Har samme værdier omkring at mødes tit og tæt og holde julen på den rigtige måde. Vi møder dem på visse arbejdspladser, hvor du skal være den nye Bent, og ikke må være dig. For du skal i virkeligheden bare udfylde en tom stol, og den stol skal du slet ikke bryde dig om at flytte så meget som en centimeter i en anden retning, der tjener dig og dine kompetencer bedre, så du endnu bedre kan performe. Næh nej, “Bent gjorde altid sådan og sådan, så det skal du også”. I øvrigt var det også Bent, som altid tog sild med til julefrokosten, så det er forventet du gør ligeså.

Vi er elsket. Hvis vi bare er som dem. Det er næppe sand kærlighed. Det er vigtigt at skelne. Klart, at vi svinger bedre med mennesker vi har meget tilfælles med. Men som Benny Andersen siger, så flyver fugle i flok – når de er mange nok. Og når der ikke er plads til en fugl med en anden farve vinger, er det bare om at flyve et andet sted hen. For vi kan male vore vinger blå, men hvis de i virkeligheden er hvide, så vil det uundgåeligt afsløres ved førstkommende uvejr.

Det nemmeste er at dukke hovedet, blive banket på plads og gøre som gruppen forventer. Så de igen kan lide os. Det giver den hurtige respons, som vi kan lide. Det er som at pisse i bukserne. For hvis først vi giver køb på os selv og egne holdninger mister vi os selv. Så kan vi rende rundt som en skygge af os selv, som kloner af de øvrige gruppemedlemmer. Så er vi døde. Så kan vi ikke bruge deres “kærlighed” til noget.

Vil skynde mig at anerkende at mange kan have stor glæde af forskellige gruppesammenhænge – herunder kirkelige fora.  Jeg har bare ikke.

bears-1508475-639x962

Written by Rebecca Bonde

juni 26, 2017 at 14:11

Lagt i Blog

Tagged with , , , , ,

Tiden går – i dag i går

leave a comment »

Tik tak
uret i hak
døren smak.

Kosten fejer
fliserne
og alting
væk.
Godt vi ikke har gulvtæpper.

Tik tak
tidens tak.

Jeg tror ikke folk glider fra hinanden,
jeg tror bare de ikke længere kan se hinanden.

Gok gok
gak gak
hak hak.

Klø jer lidt i øjnene
– I fjollehoveder!

20130806-IMG_2662

Written by Rebecca Bonde

juni 22, 2017 at 12:54

Lagt i Blog

At føle sig forkert

leave a comment »

Der er altid nogen, der er uretfærdige,
nogen som har ondt i røven
– nogen, der er umulige at stille tilfreds.

Vi kan ikke være ven med alle,
og vi er ikke vores familie.

Let kan vi fortabes i den ligegyldighed og kølighed vi mærker fra omgivelserne.
Svigerfamiliens fornærmethed og usagte forventninger.
Farens dybt uretfærdige forskelsbehandling og favorisering.
Stedmoderens jalousi og skjulte agendaer.

Der er altid nogen, som har ondt i røven.
Venner, der vil have du skal være anderledes.
Være som dem.

Så er det bare om at hoppe ind i det mentale rumskib.
Lette fra Jorden og få det store perspektiv på, langt borte fra.
Her er der fred.
Ingen forventninger.
Her – kan du se krystalklart, i rette proportioner.
Se det, som det er.

Det, som før synede helt uoverskueligt og umuligt at gennemleve,
er nu blot endnu et bump på livets snørklede og forunderlige vej.
Det, som du aldrig rigtig tillagde særlig værdi,
viser sig måske at være rodårsagen til det – som du troede handlede om dig.

Det handler ikke om dig.
Du er god nok, som du er.
Du skal ikke ændre dig.
Du skal for alt i verden ikke please dem, i håb om de så bedre kan lide dig.

Hvis du føler dig forkert, anderledes og som en elefant i et glasbur i nogens selskab
– så hold dig væk.
Hvis du føler du er svær at elske, i nogens selskab
– så hold dem væk.

For du er god, kærlig og skal intet gøre
– for at være god nok og elsket.
Du er perfekt
– netop som du er.

sun-ray-1183374-639x852

I Haven jeg er

with one comment

Jeg er som kastanjetræet i Haven,
høj og fuld af lys.
Rødderne er med alderen dybe.
Forsøger man at flytte mig, gør det ondt.
Har jeg været væk fra Haven et par dage
– værker det i led.

Jeg hører til her.
Her vil jeg være.
Med andre, som er.
Jeg har intet mere at bevise verden.

chestnut-tree-1382015-639x481

 

 

Written by Rebecca Bonde

maj 29, 2017 at 11:58

Lagt i Blog

Tagged with ,

Hvad ejer vi egentlig?

leave a comment »

Hvorfor eje
det?
Hvorfor egentlig
det?

Jeg kigger rundt på alle disse ejendele.
Hvorfor ejer vi dem?
Hvorfor er de her, i vor hus?
Os, som næsten intet nips eller udenoms ejer …

Når Eivør synger Slør græder jeg.
Hun kunne synge grønlandsk
– jeg ville stadig forstå.
Stemmen afslører mere end ord.

Kragen fløj forbi lige før.
Det ved jeg, fordi jeg så skyggen på køkkenskabet.
Jeg vendte mig om, og så den stå på græsset.
Den var større og mere grå, end jeg husker.

Når sjælen synger,
står alt andet stille.
Ofte hører vi noget smukt.
Når sjælen optræder, er vi dog ikke i tvivl.

Jeg er så ked af det,
for jeg ofte føler jeg fejler.
Kunne gøre det meget bedre.
Få dem til at elske mig mere.

Lilla er ikke bare lilla.
Bladet på min rolondendon er lilla
– her til aften, hvor solen kaster lange skygger
er den lilla farve så ganske anderledes,
som to rødhårede, med fuldkommen hver sin nuance.

Jeg er ikke bange for at være alene, længe.
Jeg er bange for at være med andre – længe.
Vil på ingen vis undvære min familie.
For meget tid med dem, trætter mig enormt.

Kragen er fløjet.
Jeg fik ellers øjenkontakt med den.
Tror den fangede mit blik,
mens jeg dens hensigt.

Hvorfor er der så meget i vore skabe
– som vi alligevel kun benytter halvt?
Det tynger mit åg.
Jeg elsker at give (væk) – og være fri.

Mit næste liv kender jeg endnu ikke.
Mit forrige husker jeg ikke.
Mine celler gør.
De sladrer konstant til min krop, som reagerer.

Hør Eivør.
Hun gør det min jazz underviser taler om:
– vejrtrækningen er en del af stemmen!
Vejret er – i det hele taget – stærkt undervurderet.

Written by Rebecca Bonde

maj 25, 2017 at 20:59

Når vinden bærer

leave a comment »

Igen, var det bare fnidder fnadder.
Denne verdens tomme og ligegyldige fnidder fnadder.
Konflikter på kryds og tværs,
bare fordi enhver mente de var på den rigtige måde
– de andre på den forkerte.

Vinden løfter bladet fra jorden
og bærer det i luften,
indtil det igen lægger sig på græsset
og passivt venter på atter at blive revet med.

Sårene ord
over ligegyldige handlinger.
Alt sammen afledt af indre forestillinger,
fra helt andre oplevelser.

Fnidder fnadder,
den tomme sladder.
Kommende pladder
afledt af barndommens smadder.

Bladet letter igen.
Denne gang rives det med af vinden
i en anden retning.
Gad vide, hvad bladet mener om dette?

Jeg vil hellere danse
med dig,
svævende over søen
– til “They dance alone”, af Sting.

Det gode ved at give slip
og lade sig falde, som bladet, er
at jeg intet kan høre grundet vindens susen.
Jeg hører kun melodien, den skaber.

Der er intet nyt under solen,
jeg kan ikke se vinden,
– kun det, den gør.
Jeg lader mig falde.

Jeg åbner et vindue,
i mit indre lyse rum.
Vinden fjerner smudset i krogene
og giver et friskt pust.

Når jeg ser den aqua grønne trævæg,
som har samme farve som Liguriens vinduesskodder,
fyldes mit hjerte med ro.
Den farve er i mit hjerte, som saltet er i havet.

Jeg får lyst til at græde,
når det blæser.
Det er som om, jeg er ved at miste nogen.
Ligesom fiskekonen, der tænker på manden til havs.

Bladet letter atter.
Lander blødt på terrassens flise.
Det hvirvler med mindre blade fra busken.
Mit blad ligger endnu tungt.

Vinden bærer mangt og meget med sig.
Den er lidt af en sladderhank,
kommer fra alle verdenshjørner.
Og den kan rense luften.

Bær mig, vind.
Lad os danse på søens gus.
Når vi forener os med den,
er vi atter hele – som før tidernes morgen.

foggy-autumn-lake-2-1617008-640x480

Written by Rebecca Bonde

maj 20, 2017 at 11:28

Lagt i Blog

Tagged with , , ,

Den brasilianske sæk

leave a comment »

Så iførte jeg mig da lige en lille brazil-bikini og gik ud i solen – denne skønne sommer-formiddag. Min mor kom ligeledes ud, kiggede på mig og udbrød:
 
“Holdkæft en sæk! Du er snart lige så fed som mig”.
 
– Øh, tak mor – tror jeg nok.
 
“Nåh ja, du er jo stadig smuk”.
 
– Ja, på den fede måde.

thongbikini-riodesol-tigre-micro-0.1454150299
 

Written by Rebecca Bonde

maj 18, 2017 at 11:12

Lagt i Blog

Tagged with , , ,

%d bloggers like this: