Rebecca Bondes blog

tekst fra Rebeccas indre univers

Jægeren

leave a comment »

Han er jægeren.
Skovbunden er hans kappe
– fra fjernt han lugter sit bytte.
Han bærer sin stolthed og riffel.

På lur han ligger i timevis,
registrerer hver en lyd.
Blade, jord og bark skifter farve
– hvisker informationer til ham.

Hans hud er hårdfør,
kroppen tæt.
Armene pelset
– øjnene stillet på skarpt.

Lydløst han bevæger sig,
i takt med skovens vejrtrækning.
Usynligt han sigter
– for snart at ramme sin udvalgte.

Regndråber danser urytmisk på hatten,
i det fjerne anes røg fra en skorsten.
Intet af dette ænser jægeren
– han er transcendent med sit vildt.

Kun byttets puls han mærker,
som monotomt musik i sit blod
– det næste skridt han allerede kender,
i sin indre dans med vildtet.

Efter møje, præcision og udholdenhed,
jægeren kommer hjem med sit bytte.
Ro i lejren, jublen og bål
– jægeren har sikret sin familie.

Han er jægeren,
hans værd står højere end liv.
Sin kone han fanger igen og igen
– han kendes af folket på sin manddom.

Written by Rebecca Bonde

november 15, 2016 at 09:49

Lagt i Blog

Tagged with , , ,

Jeg elsker 10:30

leave a comment »

Mit vækkeur har følelser.
Det har mange analog ure.
De viser ikke bare klokken,
de viser former og mønstre.

Jeg elsker klokken 10:30,
det er den rareste figur.
Den er rolig
– og optimistisk.

3 taller er store og grønne,
7 taller er små og gule.
Alle er vi binære koder,
1er og 0er, tissemænd og tissekoner.

Når det er vinter og mørkt,
er mit analog ur som et kæmpe broderi.
Det meste er fyld,
og få felter de vigtige.

Mit vækkeur
viser
om
tanke.

4.1.1

Written by Rebecca Bonde

november 7, 2016 at 09:54

Lagt i Blog

Tagged with , , , , ,

I dit billede

leave a comment »

Han kom usynligt gående,
gennem menneskemængden
– jeg hørte ham lydløst kalde,
midt i afstanden.

Når sivene bøjer sig i støvet,
bøjer jeg mig for vejrguderne.
Jeg elsker det våde og ruskende efterår,
det minder mig om min melankolske barndom.

Jeg er ikke bange for noget.
Kun for mine forvrængede tanker,
som igen og igen lider af drillesyge.
De prikker ondmodigt til mit selvværd.

Sidste weekend så jeg Døden.
Hendes sjæl skreg: Jeg vil væk herfra!
Den bønfaldt min sjæl om hjælp,
som om jeg havde nøglen til forløsning.

Jeg ved ikke om jeg forstår,
dog ved jeg, hvad jeg ser.
Denne verden er for hård og kold,
til de aller-følsomste og rene sjæle.

Alligevel, kan jeg godt lide at være i denne verden,
som er bygget op af mine forestillinger og projektioner.
Jeg nyder de gule og røde blade,
og duften af den kraft træerne forlanger retur.

Vi er skabt i Guds billede,
Gud er skabt i vores billede,
vi skaber verden ved vore billeder
– mine tanker, er billeder jeg maler som jeg vil.

Han kom usynligt gående,
omfavnede mig med arme så stærke som træets.
Holdt mig kærligt fast,
længe nok til at jeg kunne mærke jeg kendte ham.

a-tree-1490462-1279x804

Written by Rebecca Bonde

november 1, 2016 at 10:50

Lagt i Blog

Tagged with , , , , ,

Gennem byen en sidste gang – af Dan Turèll

leave a comment »

Før jeg dør vil jeg gerne slentre byen igennem en sidste gang
det skal være mit sidste beskedne ønske
jeg vil gå på mine fødder igennem min by
igennem København
som jeg har gjort så mange gange før
og jeg vil vide det er den sidste gang
og jeg vil vælge min rute med omhu
og jeg vil gå ned ad Istedgade eller Vesterbrogade
og gå ned ad alle de små solløse sidegader med alle deres nedlagte butikker
og jeg vil sé på alle antikvar-udstillingerne af gulnede gardiner og fedtede gasapparater
og jeg vil mærke lugten i næsen af kål og frikadeller og kartofler i hver eneste trappeopgang
og jeg vil rode i bogkasserne og jeg vil ingenting købe
og ikke fordi det er sidste gang
men fordi jeg aldrig roder i bogkasserne for at købe
men for at rode i dem og tænke på hvor kort og mærkeligt livet er

og jeg vil sé børnene lege i de små firkantede stenede forblæste baggårde
og jeg vil høre dem råbe til og efter hinanden
og jeg vil sé mødrene læne sig ud af køkkenvinduerne med deres svulmende barme
og kalde dem ind når maden er færdig
og ud af vinduerne vil der hænge tørresnore med familiens undertøj
og det vil blafre i vinden
og jeg vil gå igennem Vesterbros digterkvarter i skumringen
jeg vil slentre langs med Saxogade Oehlenschlägergade Kingosgade
og jeg vil gå ind et sted på et af værtshusene
måske Café Guldregn
og nyde en bitter dram og ikke andet
og så ud og videre

jeg vil slide mine såler flade den sidste slentretur i København
jeg vil sige farvel til min by
jeg vil sé alle Vesterbros arbejdere komme hjem i deres kedeldragter
mærket af dagens slid og sved
med en grøn Cecil i munden og et sammenfoldet Ekstra Blad i baglommen

… og jeg vil gå videre fra Vesterbro
jeg vil gå ind over Hovedbanegården
jeg vil passere den i gråt lys og den vil være lettere sløret
og den vil som altid ligne en gammel tårestribet film
og den vil skære i hjertet som den altid gør
dé sædvanlige sprittere vil sidde dèr og vente på ingenting
de unge blaffere vil stå der med deres rygsække og deres mælkekartoner
fortravlede og forjagede folk vil vente på deres forbindelser
familier vil komme med kufferter og barnevogne for at tage på week-end hos familien på landet
og jeg vil stille mig i et hjørne og blive overvældet
og ikke ville kunne gribe ind og heller ikke have lyst
bare blive overvældet af alt dette liv al denne mylder
fugtig i øjnene uden påviselig grund
og meget meget fjern

og når jeg har fattet mig vil jeg ryste mine frakkeskuldre
ryste Hovedbanegården af mig som en hund ryster sin våde pels
eller som når man kommer ud af biografen fra en film
jeg vil tænde en cigaret og gå videre ned ad Vesterbrogade til Rådhuspladsen
hvor alle flakser rundt mellem busser og biografer
og igen vil jeg bare stille mig
op ad en plakatsøjle
og stå og kysse alle i mit stille sind
da jeg ikke kan gøre det i virkeligheden
og jeg vil vide at her et sted på disse sten ligger hele mit liv og alle mine drømme
ganske som så mange andres liv og drømme

og i morgen kommer gadefejerne og fjerner det hele
pakker det sammen og det brænder og rådner
som din cigaretpakke således også du
og jeg vil vide det ganske klart og uden nogen sorg
som neonlysene tændes over Rådhuspladsen
og lysavisen telegraferer sine nyheder
alting er så flygtigt og forbigående
som éns sidste slentretur i byen

og jeg vil gå ned ad Strøget som en skygge
og hele vejen ned vil jeg være ledsaget af mine venner
og alle jeg har elsket
og de vil alle være genfærd
og ingen andre end jeg vil sé de er der men det er de
og vi tager afsked med alting og hinanden
og vi er ikke sentimentale
men luften er fyldt af noget ingen véd hvad hedder eller er
og vi går dèr i tavs samtale
og hen imod Nytorv er de væk igen
alle skyggerne er smeltede
og selv fader jeg ud lidt længere nede
min sidste slentretur igennem byen er forbi
og en enkelt skygge mindre befærder gaden –

_____intet_navn_____798171a

Written by Rebecca Bonde

oktober 31, 2016 at 12:06

Lagt i Blog

Tagged with , ,

Undskyld, spurgte De virkelig om det?

leave a comment »

I denne her del af verden, er der kultur for at spørge andre om stort set hvad-som-helst. Næsten alt er tilladt under devisen at man jo højest kan få et nej. Selv en vildt fremmed sælger kan finde på at ringe, og undrende spørge “hvorfor ikke?”, når denne får en venlig afvisning, og prinsessen dermed allerede har fået et lukket svar.

I spørgsmålet ligger et krav om en grund, som skal vægte tungt hos spørgeren. Som også er den, der vurderer, hvorvidt grunden er godkendt som værende gyldig eller ej. Og er den ikke gyldig i spørgerens øjne, kan vi let forvente endnu flere spørgsmål som skal besvares, og så kører en diskussion pludselig om, hvorvidt det man synes og gør som person, er rigtigt eller forkert.

Det er en kultur vi ser på arbejdspladser, i familien, blandt venner, i institutionerne – ja i hele samfundet. Jeg kan godt forstå der er mange, som føler de bruger al for meget energi på at forklare, hvem de er og hvorfor de er. Det er jo opslidende.

Jeg kan så godt lide den kultur tarahumara indianerne i Kobberkløften (Mexico) har. De mærker efter og tier stille, hvis de har et spørgsmål de gerne vil stille et andet menneske. Så er det op til det andet menneske at åbne op for denne mulighed. Hvis han vil. De lever et liv, hvor de har god tid. Det vil være lidt svært at praktisere dette helt ud i et samfund som vores. Det vil dog være klædeligt, hvis vi kunne tage ved lære af det og bruge vores (til tider manglende) situationsfornemmelse.

Lige så interessant er det, når en tarahumara indianer vil besøge en anden. Han benytter ikke sms aftaler, og går derfor den – ofte – lange vej hen til den andens hus. Og så banker han altså ikke bare på. Han sætter sig en del meter fra huset, med ryggen til ejendommen, og venter. Har han ventet længe, rejser han sig og går hjem igen. Såfremt husejeren åbner døren og henter ham, er han budt indenfor. Måske er de hjemme, men ikke modtagelige overfor besøg.

Det synes jeg er enormt respektfuldt.

Den metode er måske ligeledes lidt bøvlet for os andre at benytte, og jeg synes heller ikke det er nødvendigt at køre den derud. Jeg kan dog godt lide ideen.

Situationsfornemmelsen kunne jeg dog godt tænke mig at få på banen, for den er for længst gået af fløjten i mange sammenhænge. Det er nemlig som om, at det er helt ok at stille undrende spørgsmål. Det gælder i øvrigt også til jobinterviews. Der kan kandidater godt få stillet temmelig nærgående spørgsmål, hvis svar de to eller tre mennesker på modsatte side af bordet, hver i sær skal veje for lette eller tunge. Tænk hvis vi vendte den om og stillede samme type spørgsmål: “Ja, jeg er nok en besværlig medarbejder – hvad med dig, er du en besværlig chef?”. En ansættende direktør spurgte mig engang: “Hvorfor er du egentlig ikke gift?”. Da jeg kom hjem slog jeg mig selv i hovedet over, at jeg ikke fik spurgt ham: “Hvorfor er du?”.

I mange sammenhænge er det dog forholdsvist let at undlade at svare. Jeg er blevet bedre til det. Det er en øvelse. Jeg efterlyser dog noget mere ordentlighed i samfundet. Det er som om det hele er blevet så forfladiget og samtidig er alt tilladt. En Facebook-agtig kultur, hvor mange tror det er helt o.k. at prikke andre på skuldrende og så give dem råt for usødet om, hvad man mener, om alt – lige fra deres udseende, politiske ståsted og livsværdier. Det er træls, siger jeg – og jeg er ikke engang jyde.

Jeg savner tiltaleformen De. Der er situationer, hvor den er passende og hvor jeg synes vi mangler den i vores sprog. Det handler ikke om, at De rangerer højere på en skala end jeg. Det handler blot om, at holde en lille klædelig afstand. Der er grænser for, hvad vi kan tillade os at spørge et andet menneske om, hvis vi benytter tiltaleformen De. Samtidig er det muligt at flirte en lille bitte smule, hvis vi benytter De – fordi det viser med al tydelighed, at vi udmærket er klar over der er en afstand. Som vi selv har lagt, ved netop at benytte De formen. Formen bør ikke benyttes udelukkende til ældre mennesker, men i det hele taget. Havde jeg en forretning, ville jeg oplære personalet i brug af De formen, og i øvrigt lære dem at have øjenkontakt med kunden og afslutte “Tak for i dag og på snarlig gensyn” og ikke det der forfladiget “Ha en go da, ik !”, som giver mig myrekryb.

Tilbage til den gamle mavesure dame: En ung fremmed indvandrer fyr benyttede engang De tiltaleform overfor mig, da han bad om min hjælp med noget praktisk. Det gjorde, at jeg fandt ham sympatisk og ikke for nærgående, bare høflig. Han var på ingen måde flirtende og at han var klar over jeg var en del ældre end ham. Meget klædeligt og det virkede helt naturligt for ham. Med et stort smil hjalp jeg ham som det selvfølgeligste. Han virkede ikke krævende, men appellerende.

Og det her handler ikke om at jeg var overrasket over, at en indvandrer kan finde ud af at bruge De formen. Det handler om, at han tydeligt ikke var vokset op i et Danmark, hvor De formen længere eksisterede. Alligevel havde han valgt at benytte den helt bevidst, og det fortalte meget om ham og hans værdisæt. Hans gode tone.

Og det er præcis, hvad det handler om. Den gode tone. Der er for mange toner, som er helt skæve og musikken i sproget klinger falskt. Lad os lige pifte fløjten og tjekke nodearket, inden vi stiller andre mennesker spørgsmål. Måske vi i det hele taget bare skulle være  bedre til at lytte efter udråbstegnene i stedet for at skyde med spørgsmålstegnene?

Vi risikerer endda, at få svar ved at tie og lytte.

people-series-1163295-1599x2261

 

 

Written by Rebecca Bonde

oktober 27, 2016 at 11:18

Lagt i Blog

Havets Dronning

leave a comment »

Det prikker i ørerne,
dulmer blidt.

Egentlig ville jeg helst være havet,
den part var dog taget.
I stedet iklædte jeg mig det røde slør
– og den grønne kjole.

I morgen er der atter regn.
Træerne trækker kraften retur.
Sådan gjorde min krop også for et par år siden.
Nu kræver den sin ret.

Kan du høre havets sjæl
– bølgernes rytme?
De bærer os i både,
til fremmede egne.

Mine fingerspidser er så følsomme,
at jeg forestiller mig det gør ondt at røre ved dig.
Nu omgiver jeg mig med blåt lys,
og modtager af dit bæger.

Jeg har det som om,
der er noget jeg glæder mig til.
Alligevel vil jeg ikke vide,
det du vil fortælle.

Dronning, dronning vågn op, du ukronede Malika.
Op, af din søde søvn.
Ro, ro og sov du bare
–  du indre Skyggernes Natinde.

Om lidt lægger jeg mig ned på min røde kappe,
falder i søvn
– og kærlighed
vil atter vågne af havets sjæl.

havet

 

Written by Rebecca Bonde

oktober 22, 2016 at 15:55

Lagt i Blog

Oktober

leave a comment »

Horisontens grå nuancer
danner undertoner i min sjæl.
Oktober er som kærlighed med patina
– fyldig, farverig og med slitage i kanten.

Bladende på min krone falmer
på forunderlig vis
– er jeg lettet.

autumn-trees-hdr-1350272-638x465

Written by Rebecca Bonde

oktober 15, 2016 at 14:49

%d bloggers like this: