Rebecca Bondes blog

tekst fra Rebeccas indre univers

Særligt Sensitive: Forlad grædemuren

leave a comment »

Vi har alle udfordringer. Det er ikke forbeholdt særligt sensitive. At være særligt sensitiv (som jeg selv er) er ikke en sygdom, lidelse eller diagnose. Det er kan være temmelig bøvlet, ja. Først og fremmest er det dog en gave. For der følger fantastiske egenskaber med, at være særligt sensitiv.

Alligevel oplever jeg gang på gang særligt sensitive beklage sig over, hvor hårdt det ene og det andet er som særligt sensitiv. Og i øvrigt ikke gør noget videre ved det, med det formål at få mere balance i livet, så det således er tilpasset den sensitive. Jeg har sågar set flere stille spørgsmålstegn ved, om det mon overhovedet er muligt at overkomme livet, når man er særligt sensitiv.  Det var så den bemærkning, der fik mig til at melde mig ud af et forum for særligt sensitive. Der er heldigvis andre gode fora,og jeg har især glæde af Potentialefabrikken v/ Ann Carina Schødt.

Det er altså hverken en sovepude eller en grædemur, der hjælper den særligt sensitive. Som menneske i denne verden, bliver vi (uanset vore forskellige udfordringer) nødt til at tage ansvar for os selv. Det kan betyde radikale ændringer i både økonomi, job, ja hele vejen rundt. Men, så gør dog det. I stedet for bare at klynke og tro det er en forbandelse.

Jeg medgiver, at samfundet ikke er indrettet specielt hensigtsmæssigt til særligt sensitive. Det er dog ikke forbeholdt særligt sensitive. Det gælder også folk med diverse handicaps, højt intelligente mennesker, folk med sclerose, eller i det hele taget bare folk, som har et syn på livet, der er i disresonans med samfundet og det arbejdsmarkedet vi kender.

Eller endnu mere enkelt sagt, som Dan Turèll sagde, så er det ikke nemt at være nogen. Vi alle har særlige behov og alle har udfordringer. Ingen slipper 100 % gennem et helt liv. Ved at fokusere på den hårde side af sensitivitets-medaljen, så bliver hele biokemien i kroppen trukket ned under gulvtæppet. Og så er der kun grædemuren tilbage. Der, hvor de andre grædende også tyr hen.

Må jeg foreslå at forlade grædemuren, og i stedet begynde at træffe nogle af de store og svære beslutninger, og så kom i flow med livet. Det er muligt. Find din gave (eller få hjælp til det, det kan ofte være nødvendigt). Få fingeren og sutten ud, og berig dig selv og denne verden med din særligt sensitive gave.

guitar-eye-portrait-2-1515110-1279x1705

 

Written by Rebecca Bonde

september 16, 2016 at 12:33

Lagt i Blog

At være forkert

leave a comment »

Alle har en mening om alt
– i sær om, hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg er oftest forkert.

Så må de rigtige jo bare lade mig være.
Jeg svinger alligevel bedre med grønlænderen på bænken,
forskeren og børnene.
alone-1396438

Written by Rebecca Bonde

september 7, 2016 at 13:26

Lagt i Blog

Kvinder: Stop det der tusse-pis !

leave a comment »

Jeg er nede med de fede. Det bilder jeg mig imidlertid ind. Min alder taget i betragtning, i hvert fald… Jeg ved, hvad der rykker i modebilledet de snedige steder i pisserenden og Reykjavik. Er ikke bange for at forny mig og gå nye veje, bære aparte briller, meget frække strømper og strålende farver i retro-kjoler og i perioder henna-rødt hår. Når jeg er i humør til det. For mig er påklædning blot endnu en udtryksform. Da jeg er mangefacetteret, er mit udtryk også.

Samtidig synes jeg, at jeg er temmelig gammeldags! Ja, jeg fristes næsten til at sige: Konservativ (troede ikke helt det ord skulle kommer over mine røde læber). Måske kedelig og tung i røven. Måske fordi jeg ikke har TV og ikke følger med. For hold kæft, hvor jeg synes det er grimt med alle de tatoverede øjenbryn, falske vipper, kunstige negle, læbe-korrektioner, hår-ekstensions og nu også tussede fregner. Det er ikke bare falsk. Det er pissegrimt. Stop det!

Stop for helvetica. Nøjes med make-up, en herlig neglelak og eventuelt en hårfarve. Alt det der forlængende, foryngende, forvirrende og for-grimmende er bare ikke til at holde ud at glo på. Det gør kvinder grimmere. De var pænere, inden de begyndte at møblere for meget rundt med naturen. Når jeg kører i tog er jeg i chock over al det plastik-look. Jeg er edder-brand-dulme blevet lidt af en bonderøv.

Jeg er naturligt lyshåret. I hvert fald i sommerhalvåret. Stryhns den grovhakkede om vinteren. Derfor er mine bryn derefter: Lyse. De er faktisk kridt-hvide og gennemsigtige. De ses nærmest ikke, og tager ikke mod farve. Derfor tegner jeg dem forsigtigt op. Med sådan en blyantsagtig ting. Allerede som 14 årig lærte min gudmor – som var frisør – mig at tegne dem op. Hun mente det var fuldkommen nødvendigt, for det gav ansigtet karakter. Det har jeg gjort lige siden. Altså i snart 30 år. Det er bare blevet en vane.

Utallige frisører og kosmetologer har forsøgt at overtale mig til at få mine bryn tusset. Nej tak! Samtlige (samtlige!) tilfælde af tussede bryn jeg har set, har ikke gavnet indehaveren af dem. Det er min personlige mening. Jeg ved, at der er mange, som vil være uenige med mig. Jeg synes godt bryn må have “huller” og være uens. Og i øvrigt ikke være det allerførste i kraniet, som andre lægger mærker til.

Tendensen med tussede bryn og kunstigt det ene og det andet er kørt helt af sporet i samfundet. En af Mortens og mine amerikanske venner sagde engang, at det var så dejligt med skandinaviske kvinder, for what you see is what you get. Sådan er det bare ikke længere. Der er en tendens til at ville følge en bestemt skabelon for hår, vipper, bryn, og krop! Der overtrænes. Kvinder, som flytter rundt på kæmpe traktordæk, for at for Arnold Schwarzenegger arme. Jeg nyder de gamle Abba vidoer, hvor både Agneta og Frida havde naturlige kroppe. Ikke trænede. Slanke, kurvede og bløde.

Vi har vor frie vilje og kan gøre, hvad vi vil. Og det mener jeg faktisk også vi skal. Ikke mindst mener jeg, at vi ikke skal være ens (hvilket vi netop bliver, ved at følge skabeloner …). Trist er det dog, set fra min stol, at så ufatteligt mange laver meget om. Og helt unødvendigt. Så ganske, ganske unødvendigt. Vi har dog vores frie vilje.

At tro det vil gøre én lykkelig, er dog en indbildning. Her vil sex, god rødvin og mad være mere effektivt. Der er intet på Guds grønne planet, som får en kvinde til at stråle mere, end en ordenlig omgang pik. Jeg kan spotte nykneppede prinsesser på 100 meters afstand (parten my Aspergers).

I dag – denne skønne lørdag i september – har jeg brudt med den vane, at tegne mine bryn op. Måske kun for i dag. Måske i det hele taget. Jeg har undladt at tegne dem op, og nøjedes med mascara. Som en modvægt til alle de tussede bryn derude. Jeg går i den modsatte grøft. Som det ikke-midter-søgende eller runde – der i mod kantede – menneske jeg er. Jeg har ikke taget stilling til, hvorvidt det er pænt. Det er jeg endnu alt for meget i vanens magt til at kunne vurdere. Jeg tror det ikke. Jeg tror faktisk jeg ligner et spørgsmålstegn. Men lad det nu ligge….. Måske vil det klæde mig at ligne et spørgsmålstegn, når nu jeg i min retorik så ofte er et udråbstegn?!

Nu, skal jeg nok ikke være for hellig i øvrigt …. Jeg har faktisk en tatovering. Et røvgevir. En Amager-nummerplade. Som jeg fik lavet da jeg var 25 år. Har på ingen måde fortrudt. Ikke behov for at vise den frem, og har bestemt ikke lyst til at få flere. Jeg har selv designet den, og det er midgårdsormen, som snor sig. Eller kundalini energien, om du vil.

Når nu jeg alligevel er så bramfri, så har jeg rent faktisk været under kniven og fået foretaget et plastikkirugisk indgreb. Som 27 årig fik jeg lavet en bryst-formindskelse/ bryst-løft. Fik mine “medfødte” Uganda-atributter hejst op på plads. Intet fyld i. Helt naturligt indhold, bare mindre kød omkring. Heller intet fortrudt og nyder stadig godt af synet af mine struttende babser i 75 D, trods to børnefødsler. Dog, ville jeg som 44 årig aldrig gøre det. Jeg ville købe en god BH og nyde mig selv, i højere grad, som jeg bare er. Jeg tror det har noget med alder at gøre. Vi slapper ligesom lidt mere af med alderen.

Det er dog ikke kun unge mennesker jeg ser “derude” korrigere for det ene og det andet. Min ene veninde er forskningssekretær på et hospital, og beretter om lægesekretærer på 60 år, som går rundt med kunstige øjenvipper på hospitalsgangen. En anden veninde havde en chef, som er en total akryl-woman fra top til tå. Er hun i nærheden af en lighter, selvantenner hun.

Jeg fatter det ikke. Jeg synes det er trist med den tendens. Kvinde, du er smukkest i din sande S-facon. Tilbage til moder-natur. Lyt inde, ikke ude. Din skabelon er den smukkeste, for dig. Tro mig, det synes langt de fleste (naturlige og lækre mænd) også!

Som Antony Robbins siger, så er der intet så sexet ved en kvinde, som når hun smiler. Så “nemme” er mænd faktisk. Der skal ikke mere til. Eller som min elskede mand siger: “Hvis du er lykkelig, så er jeg en succes”.

Kvinde: Smil, knep og læg den der mærkelige plastik-skabelon fra dig …

anna-1253135

 

Written by Rebecca Bonde

september 3, 2016 at 18:36

Lagt i Blog

Marabou vejr

leave a comment »

Nogle dage er ikke til andet end Marabou, vamsede cardigans og boghygge i sofaen …

Stikket trækkes og huslige pligter forsømmes med god samvittighed.

reading-1416644-640x480

 

 

Written by Rebecca Bonde

august 29, 2016 at 17:28

Lagt i Blog

At ældes er smukt

leave a comment »

Sensommer-marken overfor er majet,
ligeså meget som jeg.
I grænseland mellem sommer og efterår
– gylden i top, naturligt mørkere i bund.

Jeg undrer mig såre,
over tilbedelsen af det unge.
Åh jo, jeg ser livet og begejstringen i ynglingen
– og tændes af energien!

De unge lærer os,
minder os
– og kærer os.
Ynglinge er melodiøse takter i vor klassiske værk.

Om lidt møder jeg 44 år.
Jeg har det med min alder,
som med den majede mark
– den giver et underfundigt sug i maven.

Om lidt slutter det varme og lyse,
næst, synger brændte farver
– kvæd, insisterer så,
i et kommende grå.

Jeg elsker mine begyndende grå hår,
rynkerne om øjnene
– der smiler, når jeg ler.
Mine bryster – der er endnu er hævede, som med gær.

Livets sensommer kaster de flotteste skygger,
de velovervejede, som lytter.
Det tidlige efterår synger melankolsk
– rammer den majede, Grundtvig-Koldsk.

Det er med sensommer og efterår,
som med der, hvor fisk yngler:
– mellem varmt og koldt vand …
Som, hvor hvidguld gror.

ears-of-cereal-1622597

Written by Rebecca Bonde

august 28, 2016 at 22:31

Lagt i Blog

Tagged with , , , ,

Sværdets klinge (fra arkivet)

leave a comment »

Jeg bukkede mig
og satte mit våben fra mig.
Uvejret og regnen i mit indre,
havde sløret mit syn.

Jeg klappede hælene sammen
og faldt tilbage til min træning.
Af frygt, rettede jeg ind
og gjorde, hvad jeg havde lært.

Det gav mig tryghed,
identitetsfølelse og samhørighed.
Jeg var en del af en gruppe,
men ikke glad.

Da uvejret, i mit indre, omsider ophørte,
fandt solen og glæden atter sin plads.
Igen åbnedes mit hjerte
og så hvilke skridt jeg havde lagt bag.

Jeg bukkede mig ned
og samlede mit våben op.
Jeg måtte gå den tunge vej
og undskylde for min tidligere færd.

I sorg havde jeg fægtet i blinde,
ramt uskyldige med min klinge.

emblem-1190865

Written by Rebecca Bonde

august 20, 2016 at 20:32

Lagt i Blog

Hjemmegående husmor – det fedeste job til dato!

leave a comment »

For et lille års tid siden besluttede jeg, i samråd med min mand Morten, at jeg skulle gå hjemme. Noget jeg på ingen måde har fortrudt, derimod igen og igen er blevet bekræftet i, har været den helt rette beslutning for mig. Og ikke mindst for Morten og børnene. Dog, vil der nok være mange, som takker nej til sådan en stilling.

At blogge om, hvor fedt man selv synes man lever, kan let virke arrogant. Jeg vover alligevel pelsen og skriver om mit liv som hjemmegående, eftersom jeg er blevet opfordret til det adskillige gange.

Inden jeg overhovedet går i gang, må jeg klart understrege, at jeg har den dybeste respekt for mennesker, som ikke ønsker at gå hjemme. For nogen, vil det overhovedet ikke give mening.

Drømmen om at være (hus)mor
Siden jeg var lille, hvor min egen mor gik hjemme (senere, arbejdede på halv tid), tænkte jeg, at når jeg blev voksen ville jeg gå hjemme med mine børn. Jeg husker trygheden, glæden ved at skynde mig hjem fra skole og drikke te med min mor og spise marmelademadder siddende på køkkenbordet.

Som voksen, formede mit liv sig (heldigvis) anderledes, end hvad jeg i dukkehus-drømmen som barn forestillede mig. Jeg synes virkelig jeg har levet livet fedt, været privilegeret og har prøvet utrolig meget, som har været med til at forme mig til den jeg er i dag. Og så kan mange andre tilsvarende sige …

Københavner single-sild møder fraskilt far
Jeg blev kæreste med Morten da jeg var 35, ugift/ single og boede i København og havde et spændende job som ledelsessupporter for en direktør. Jeg havde ingen forpligtelser overhovedet, ud over mit kat Løve.

Morten var single-far til tre børn (på hhv. 8, 10 og 12 år), som han havde boende hos sig fast 50% af tiden. Jeg lærte dem at kende og var prompte ping-pong med dem alle tre. Morten og jeg kendte hinanden fra gamle dage, hvor vi havde arbejdet sammen. Under et år efter vi mødtes og blev kærester fødte jeg Clara. På under ét år gik jeg således fra nul til fire børn, blev gift og flyttede på Lars Tyndskids. Det var det jeg ville, det var det rigtige for mig, og jeg var bare klar!

Nyt liv, nye udfordringer
Retur fra barsel til jobbet 55 km fra hjemmet. Efter 12 måneder: Gravid igen. Efter fire måneder: Foster dødt, og en abort gennemført. Efter 11 dage: Gravid igen. Det var Kurt. Lange perioder med intense udfordringer i samarbejdet mellem os og Mortens eks (går dog o.k i dag, og jeg har ikke brug for at placere skyld, samarbejdsproblemer handler ikke om hende, men om os alle).

Efter ni måneders barsel: Retur til jobbet 55 km fra hjemmet. Efter tre uger: Stress! Kunne ikke rejse mig fra sengen, og havde glemt hvad min datter hed, da en forældre hos dagplejen spurgte mig. Jalousi, angstanfald, lavt selvværd, usikkerhed, vrede, frustration, og blev svimmel og fik hjertebanken da svigermor skrev en mail om noget uskyldigt med en masse datoer, o.m.a. Langtids-eftervirkninger som astma og allergi, foruden jeg fra den ene dag til den anden begyndte at tabe mit 60 cm lange, tykke hår ved rode.

Stress, sygemelding og psykisk syg bonusdatter
1,5 år var jeg væk fra arbejdsmarkedet, belastningsreaktionerne var der i minimum et år, og blussede atter op, da min ene bonusdatter fik anoreksi og depression. Det var ikke det jeg havde det allerbedst med, eftersom jeg selv havde en fortid med spiseforstyrrelser gennem 17 år. Hun blev indlagt på den lukkede med psykose og selvmordsforsøg, efter en lang periode hjemme, hvor vi dagligt skulle overvåge hende, made hende, lytte ved toiletdøren etc. etc.. Jeg havde vanvittig ondt af hende. Simultant kom hele min fortid væltende ind over mig, på et tidspunkt, hvor jeg i forvejen var psykisk skrøbelig. Jeg måtte atter sygemeldes i en lang periode og i gang med et længere forløb hos en dygtig psykolog.

Fra tragedie til succesfuldt liv
Når en familie rammes af en så voldsom tragedie, er det nødvendigt at lægge ting om. Det kender mange familier, for alle familier har sine udfordringer, og ingen kan sige sig helt fri for noget som helst. Udover min kære bonusdatter, som jeg elsker dybt, så havde vi fire andre børn, som også havde brug for os, som vi skulle være der for. Foruden et ægteskab som skulle plejes. Vi fik børn så tidligt i forholdet, at vi ikke havde nået at nyde hinanden, bare som kærester. Vi – som forældre og ægtefolk – havde et ansvar. Dels overfor vores syge pige, og dels overfor os selv og resten af familien. Livet måtte ikke gå i stå. Vi skulle leve det, og ønskede også at vise vores syge pige, at livet er dejligt – og her er godt at være. Hvordan bedre, end at leve det så dejligt som overhovedet muligt. Så vi tog nogle meget stærke værdibaserede valg. Arrangementer og fødselsdagsinvitationer blevet der skåret markant ned på, tiden til os selv blev op-prioriteret og snart kvitterede livet med balance.

Læs også: “Så sig dog nej, Kaj”

Hvor er drømmejobbet – eller bare et tåleligt arbejde?
På et tidspunkt blev jeg raskmeldt og skulle i gang igen, op på stilletterne og ud på direktionsgangen. Efter to korte ansættelser havde jeg fået nok. Selvom jeg havde fået det rigtig godt og ikke længere var stresset eller følte mig for belastet, kunne jeg bare ikke rigtig længere se værdien i det jeg lavede. At lægge et driftsbudget på 70 MDKK var mig gabende intetsigende, og jeg ville meget hellere hente mine børn tidligt og synge “Babulja” sange med dem.

Jeg havde i et års tid trænet meget, og var blev glad for også at meditere dagligt. Nu skulle den slags pludseligt presses og mases ind i et arbejdsliv og en hverdag. Derfor stod jeg op klokken fem om morgenen, for at nå at træne inden dagen begyndte. Ellers ville det ikke blive til noget. Og det var faktisk fuldkommen afgørende for min sindstilstand, at træne. Meditationen var der så lige plads til efter arbejde, mens børnene blev bedt om at underholde sig med lidt film imens. Bare lige en halvt time. Inden jeg så skulle i gang med at lave aftensmad, smøre madpakker, ordne vasketøj og eventuelt logge på arbejdscomputeren og lige godkende nogle regninger eller lave et oplæg til et nyhedsbrev for direktøren. Da jobbet i forvejen ikke var, hvad jeg var blevet stillet i udsigt – foruden at meget af min energi gik med at slås med små pikke i jakkesæt – satte jeg hælene i. Jeg havde fået nok!

Læs også: “Hvor ligger det der Vækst egentlig?”

Vent, jeg vil være hjemmegående
Dog, jeg har altid haft et super højt drive og er social (dog endnu mere indadvendt end udadvendt, hvilket kommer bag på langt de fleste …) og tænkte slet ikke tanken, at jeg skulle gå hjemme. Jeg tænkte, at jeg bare skulle finde noget andet. Som var mere rigtigt for mig. Ved dog godt, at både aber, spøgelser og andet sjov følger med, og derfor havde jeg brug for en lang tænkepause. Det fik jeg. Og i den pause talte jeg med Morten om at gå hjemme. Som tiden gik, gik det op for os, at det var det helt rigtige for mig og os. Nu. Jeg havde ikke tidligere været parat til det. Nu var det tid.

Beslutningen blev taget. Skuldrene sænkede sig. Både Jobcenter og a-kasse blev noget lange i bærret, da jeg sagde til dem de ikke skulle sende mig flere penge. Jeg trak mig ud, og ville leve af min mands indkomst. I omgangskredsen blev der skævet en del. Min tre veninder smilede og ønskede tillykke. De var med på, hvad det her var for en værdi-størrelse. Andre undrede sig såre, spurgte mig om ikke jeg var bange for at komme til at kede mig, og om jeg ikke var bange for at være væk fra arbejdsmarkedet, og om vi mon kunne leve af Mortens indkomst alene. Nogen smilede bredt og sagde “Ej, fedt”. Nogen mente, at jeg ikke var den hjemmegående type. Andre igen blev nærmest forargede og sagde: “Ej, det har vi altså bare slet ikke råd til hjemme hos os”. Reaktionerne var mange …

Læs også: “Der findes ikke ‘huller’ i et CV”

Mit liv som hjemmegående
Nu har jeg været hjemmegående i knapt et år. Vi er i mellemtiden flyttet sammen med mine forældre på en stor landejendom, hvor vi har hver vores separate afdeling, dyr, plads – oceaner af plads. I og omkring os. Og ikke mindst mentalt. Her er ro. Vi har masser af tid. Jeg træner og mediterer stort set dagligt, henter børn tidligt, er med til morgensang på skolen og bager boller til håndværkerne, som laver vores hønsehus. Vi har hjemmeavl (kaniner, gæs, høns, kyllinger) og jeg har tid til at ligge i sansegyngen og kigge op i skyerne. Det inspirerer mig til at skrive prosa-digte, som er noget af det, der betyder allermest for mig. Noget, hvor jeg virkelig føler jeg bruger mig selv rigtigt.

Børnene har en mor, som er hjemme. Morten har en kone, som har mad på bordet når han er færdig med at arbejde. Som er glad.

Vasketøjet er lagt sammen, der er gjort rent, handlet og bagt. Der er overskud på passionskontoen.

Og til alle dem, som virkelig vil vide det: Ja, jeg er den som renser lokummerne! Det er også mig, der laver legeaftalerne. Jeg tjekker forældreintra, smører madpakker, lusekæmmer, henter rensetøj og slår græs. Herhjemme diskuterer vi ikke, hvis tur det er til at hente og bringe børn. For det er mit job.  Vi er et team. Morten laver sit. Jeg laver mit. Vi tjener pengene (ja, det er ham der trykker dem ….) og det gøres ved, at vi laver hver vores. Og det spiller.

Nej, jeg føler ikke jeg spilder min tid, er underdanig i forhold til Morten og har dårlig samvittighed over at bruge penge. Tværtimod! Jeg bruger min tid rigtigt nu, Morten og jeg er på samme og lige niveau, og jeg bruger fortsat penge som jeg gjorde tidligere. Bare fordi det er Morten der officielt set er den, som tjener pengene, er det ikke sådan at jeg føler jeg skal spørge om lov til dette og hint. Faktisk er det næsten kun mig, som bruger penge. Fordi jeg er den, som køber tøj, mad osv..

Jeg vil ikke bytte. Med nogen. Det jeg laver, giver meget mening. For mig, Morten og hele familien. Her, er jeg min egen chef. Og når folk spørger, hvad jeg laver, siger jeg med stolthed i stemmen: “Jeg er husmor. Jeg går hjemme”. Ikke noget med baglandskvinde. Jeg er slet og ret selvvalgt, hjemmegående husmor. Yes, det er fedt.

Se her, hvad enhver hjemmegående husmor bør eje

Min bonusdatter er syg på fjerde år, bor på et behandlingscenter, hvor personalet er yderst kompetente, og hun føler sig tryg. Pt har min mor kræft og går i kemo-terapi. Derfor er det bare endnu mere heldigt, at jeg går hjemme, så jeg kan være der for hende. Derudover er der så mange fordele ved at bo sammen tre generationer. Alle har glæde af det. I næste uge rejser Morten og jeg på kærestetur til Skotland, mens mine forældre tager sig af børnene. Få uger efter en uge til Piemonte (Norditalien), ligeledes uden børn. Andre gange (oftest) rejser vi med børn og også nogle gange med mine forældre.

Så, nu er det din tur til at arbejde Rebecca
Hvem ved, om Morten om ti år kaster håndklædet i ringen og vil bytte. Så er det mig, som tager et job, mens han går hjemme. Det aner vi ikke. Det kan også være jeg på et tidspunkt tager mig en uddannelse og skifter spor, inden jeg begynder at arbejde. At jeg starter op som selvstændig (jeg er pt medarbejdende ægtefælle, som det hedder, når ens ægtefælle ejer en en-mands-virksomhed). Det har jeg tid og ro til at fundere over. Måske kommer jeg slet ikke “derud” igen. Og det er også o.k., for “herinde” er der faktisk rigtig dejligt at være. Herinde, i inderbanen.

Også selvom det ikke er noget for alle.

Hilsner fra en lykkelig hjemmegående husmor

Written by Rebecca Bonde

august 19, 2016 at 13:58

%d bloggers like this: