Rebecca Bondes blog

tekst fra Rebeccas indre univers

At være glad i lidelsen

leave a comment »

Det er i orden at være glad,
også når ens nære har det svært.
Måske er de syge.
Måske en depression.

Den dårlige samvittighed kan let komme snigende,
og hviske os grimme ord i øret:
“Hvordan kan du tillade dig at være glad og grine,
når hun ligger der og har det så svært”?

Vi sætter alt på hold.
Rejsen, festen og glæden.
Tilbage er venten på den syge får det bedre,
i mellemtiden har vi glemt, hvor glæden løb hen.

Vi kan føle mismod og tungsind,
hive os selv længere og længere ned.
Tror vi skal bære vore næres smerte
– eller hjælpe med at bære den.

Livslysten mindskes dag for dag.
De grå nuancer på himlen forstærkes i vore øjne.
Andres nysgerrige og velmente spørgen,
virker opslidende og uden ende.

Sympati og empati kan dog udvises i rigt mål
– samtidig med, vi passer på os selv.

Det er altid OK at være glad!
Føle lethed, optimisme og skraldgrine.
Også selvom vor nære er syge.
Også selvom noget tragisk er hændt.

Sorgen skal have sin plads
– og sin tid.
Alt kan sættes på stand-by,
dog kun for en stund.

Livet fortsætter.
Hverdagen genoptages.
Weekender insisterer på at blive nydt.
Ferier på at blive afholdt.

Og mens vi gør det,
er det OK at græde.
Føle med de, som lider.
Dog uden at bære lidelsen for dem.

Lidelse er livets dansepartner.
Den byder jævnligt op til dans.
Den bør erkendes,
– opleves. Gennemleves.

Pinsel – derimod – er helt unødvendig.
Det er den dårlige samvittigheds grimme stemme.
Den bør afvises.
Den bringer intet godt med sig.

Der er altid nogen, der er syge.
Vi kender hele tiden én, som har stress.
Nogen, der lige er blevet skilt.
Andre, som har mistet et job.

Det er en del af livet.
Livet består af dette.
Det må vi lære at leve med.
Og leve med at være.

Det er i orden at være glad.
Føle glæde dybt inde i.
Opleve fremgang og succes,
uden at sætte sit lys under en skæppe.

De syge har ikke brug for misforstået medlidenhed.
De lidende kan måske finde håb,
når de ser andre være glade
– som synes livet er et dejligt sted at være.

Det er i orden at være glad!
At danse til høj rockmusik,
og synge i badet.
Klæde sig i farver der larmer.

Det er tilladt at være synligt forelsket,
selvom veninden lige er blevet skilt.
Det er OK at fejre det ny job,
selvom kammeraten lige er blevet fyret.

Det er i orden at grine og græde samme dag,
og føle hele det kuperede landskab i sig
– hvis følelser vi ikke kan sætte navn på
blot rase det nøgent ud, i et dyrisk skrig.

Det er dejligt at give glæden plads,
og glæde sig på andres vegne.
Glæde sig på egne vegne.
Glæde sig, for fanden
– og livet.

rememberings-1313269-639x852

Written by Rebecca Bonde

februar 12, 2017 at 16:49

Systemizer

leave a comment »

Min mand ser ansigter, i malerier.
Nye ansigter popper frem,
alt i mens han betragter maleriet.
Alle de mange malerier jeg har malet.

Jeg ser rum
– i mine malerier.
Rum på rum.
Kubistiske rum i forskellige størrelser.

Udenfor maleriet ser jeg rum
– og diagonaler.
Linjer.
Jeg ser mønstre overalt.

Også når jeg drømmer.

I bordpladen ser jeg linjer.
Vinduernes sprosser,
som resonerer med naturens linjer udenfor.
Landskabet er ét stort mønster.

Siden jeg var ganske lille
– omtrent fire år
har jeg bedt min mor om at se badeværelset,
hos de mennesker vi har besøgt.

Her lukkede jeg mig ude.
Satte mig på toilettet
– og betragtede rummet.
I alle dets detaljer og mønstre.

Jeg vidste lige hvordan jeg ville lave det om,
hvis jeg fik lov.
Dér skal vasken være,
fliserne bør være af den type, …

Hver gang jeg entrerer et rum
ser jeg linjerne.
Diagonaler og rum
springer i øjnene på mig.

Linjerne leger med mig,
og jeg leger med.
Spiller mikado med dem,
og puster nyt liv i dem med, når jeg giver slip.

Når jeg lytter til musik,
ser jeg diagonaler.
På nethinden er en smuk koreografi.
Det var en fordel, da jeg var mavedanser.

Når jeg åbner en bog
ser jeg linjer.
Tekster danser
– og taler.

Min mand ser ansigter
– i mine malerier.
Jeg ser rum,
i rum.

img_20170203_085311

 

Written by Rebecca Bonde

februar 3, 2017 at 08:57

Dit aftryk

leave a comment »

Hvad hvis dit livs-aftryk bare er at være dig? Bare at være. Ikke at gøre. Ikke at skulle præstere noget særligt. Men det at være dig er selve aftrykket.

Hvad nu, hvis dit fulde potentiale er dig.

denmark-2-1467464-640x960

Written by Rebecca Bonde

februar 2, 2017 at 09:39

Lagt i Blog

Danmark mister identitet

leave a comment »

I morges var jeg vanen tro med til morgensang på min datters friskole, hvor morgensang er noget relativt nyt. Vi sang blandt andet “Spurven sidder stum bag kvist”, skrevet af Jeppe Aakjær i 1910. Og i 1915 komponerede Thorvald Aagaard den melodi til, som de fleste af os kender sangen under.

Eller det vil sige, troede jeg! Paf var jeg, her til morgen, da jeg opdagede – at jeg stort set var den eneste i hele salen, som sang! Inklusiv rækken af forældre, som sad bagerst i lokalet. Forældre, som var mellem 25 og 50 år. De kendte ganske enkelt ikke sangen. Jeg kan forstå de mindre elever endnu ikke har styr på sådan en sang. Men forældrene?

Det er flovt! Jeg blev helt trist. Det er at være dansker uden identitet. Ja, det er præcis hvad det handler om! At være dansker indebærer ikke at have et dansk pas og hedde Nielsen. Det er at kende rødderne, så dybt nede vi kan grave. Uanset, om vi så hedder Nielsen eller Asam i øvrigt.

En kæreste jeg engang havde var dybt imponeret over, at jeg kunne synge med på (næsten alle) sange, som Danmarks Radios Pigekor fyldte stuen med, når jeg søndag formiddag tullede rundt og ordnede ting. Imponeret? Hvad taler han om? Det er da nogle vi aller kender. Det er jo danske sange, gode gamle sange fra den danske sangskat.

Men nej! Sådan var det ikke. Og det er jeg desværre blevet bekræftet i adskillige gange siden hen. Langt de fleste danskere kender ikke deres egne sange, sangkultur og sangskat.

Det er trist og meget bekymrende. For det er i vores arv vi definerer, hvem vi i dag er. Ja, jeg er med på globaliseringen er en virkelighed og at ting ændrer sig. Det skulle de helst også meget gerne. Men netop for at kunne foretage fornuftige ændringer, er det nødvendigt at kende sig selv, herunder sit ophav. Vi kan jo ikke vide, hvor vi skal hen, hvis ikke vi først ved, hvor vi er. Og det er i sangene vi finder overleveringerne. Det er ren foræring. At ignorere det, er at ignorere sig selv.

I vores nationalsang synger vi:

“….
Det bugter sig i bakke, dal,
det hedder gamle Danmark,
og det er Frejas sal,
…”

Og det er Frejas sal? Jeg tør æde min gamle Thors Hammer på, at 99 % af danskerne ikke aner, hvad det betyder. Eller vigtigheden af denne betydning. Tro mig, nordmændene ved den slags om sig selv. Vi har mistet så meget identitet i Danmark, og det er en skændsel. Og hvis ikke vores generation, vi som forældrer, ændrer det prompte, går det tabt.

For 50 år siden kunne alle danske børn synge med på de gamle danske sange, og kendte betydningerne. Ikke kun fordi sproget var anderledes dengang, nej først og fremmest fordi de havde morgensang i skolen. De fik tolket betydningerne. Sproget har jo trods alt også ændret sig meget fra 1885 til 1957, så det var nødvendigt for at lære at forstå teksterne. Også dengang. Derudover lyttede man til de gamle danske sange, hjemme. I radioen. Eller man slet og ret sang dem.

I 70’erne skulle vi være så moderne, droppede tituleringsformen “De” til lærerne og skrottede morgensangen. Hvis vi sang var det Shubidua eller Kim Larsen. Fantastiske musikere og sangskrivere, ikke mindst. Faktisk nogle store lyrikere. Dog var disse hentet ind på bekostning af stort set hele den store danske sangskat, som fortæller meget om, hvordan vi tidligere levede i Danmark, som beskrev menneskers daglige funktioner, værktøjer og livsførelse i det hele taget, og hvordan vi interagerede med hverandre.

Derfor er der så mange på min alder – Shubidua generationen – som ikke kender de sange og bliver imponeret over én som jeg gør. Jeg gik på privatskole, hvor der var morgensang hver morgen, og hvor vi i klasserne gennemgik teksterne bagefter. Tak til min mor, at hun insisterede på jeg kom på den skole. Det kan jeg da se nu. At min mor ydermere satte LP plader på med alle de store klassiske komponister, siden jeg var ni år, så vi sammen kunne sidde og lytte til dem og tale om instrumenter, opbygningen og tonearter, var yderligere en gave til mig. Som i øvrigt rustede mig til at spille et hav af instrumenter livet igennem og lære noder (både basnøgle og G-nøgle noder). Den slags var helt naturligt i mit hjem.

Der er ingen grund til at gå til yderligheder og ingen behøver at være musikalske for at få de gode gamle danske sange ind med modermælken. Vi forældre bør insistere på, at få genindført morgensang (med tolkning af teksterne, tak) og vi skal tage ansvar i hjemmet, og sætte den form for musik på. Og tale om den. I nogen omfang … Ellers får vi i ny generation vi kan kalde “Dum n base” generationen, som kun kan “På loftet sidder nissen med sin julegrød”.

Uddannelse handler ikke om, hvilke karakter vore børn kommer hjem med. Det er lige meget. Bare de har forstået metodikken, og bare de har den hele (ud)dannelse med sig (kender den danske sangskat, kan høvle, lave mad osv.). Hvis vi kun måler os med alle de andre idioter på deres præmisser (Pisa undersøgelser) og ellers bare sidder med computerkroppe og fylder os med lort – rent ud sagt – så bliver vi også det: Idioter.

Nå, det gider dine børn ikke at høre?  Det der’sns dansk-skat noget. Nå, men så er det jo dog det er dig, som bestemmer i dit hjem. Det er så her du kridter dine nationale mor/far-sko og står fast. Der er i øvrigt noget der hedder vane. At vænne børnene til noget.

Mine børn er vokset op med at lytte til flere timers jazz, dagligt. Jeg ved (!), at når de er flyttet hjemmefra og besøger nogen der lytter til jazz, så vil de blive ramt af “nybagte boller effekten”. De rives på stedet hjem til mor og far og det trygge barndomshjem, i følelsen. Det samme vil ske, ved at afspille den smukke danske sangskat. Og blive ved og ved. Vi har et væld af sange, og det er bare at gå i gang, og i øvrigt vælge musikere og sangere efter smag og behag. Er man ikke til koropstillinger, kan man finde det i jazzede versioner. Ellers som R&B stjernen Isam B’s versionen af “I Danmark er jeg født”.

Se, det er endnu en lille interessant krølle. Isam er ikke født i Danmark. Han er født i Marokko. Han er muslim. Nu bor han i Danmark. Han kommer fra en kultur, hvor man ikke er i tvivl om, hvem man er. Det holdes i hævd i opdragelsen via fortællinger, mad, religion og ikke mindst via sange /  musik. Også når man er migreret. Min kammerat fra Afghanistan kom til Danmark som fem årig, som flygtning. Han og søsteren gik i dansk skole og blev hårdt opdraget af faren til at kunne sit danske, fagligt og kulturmæssigt. Derudover gik de til Afghansk sprogundervisning tre aftner om ugen. De blev tvunget til at kende deres ophav.

I vikingetiden brugte vi skjalde (digtere) og den meget ringe viden vi har om livet fra vikingetiden, kan vi takke skjaldene for. For dengang havde vi ikke for vane at skrive tingene ned. Så det vi ved om vikingetiden er fra arkæologiske udgravninger og sangene.

I middelalderen var vi blevet kristne, og så gik Saxo og forfatteren til Yngre Edda ellers i gang med at skrive ned, om vikingerne. Flere hundrede år efter æraen var slut. Beskrevet af den kristne, hvide hetroseksuelle mand. Tror du der kunne forekomme udeladelser?

Uha, hvad det har haft af betydning for beretningerne. Alene det karaktermord, som er begået på gudinden Freyija. Hun er i dag udelukkende kendt som en frugtbarheds- og kærlighedsgudinde. I virkeligheden var hun først og fremmest krigsgudinde. Magtens gudinde. Hun og Odin delte rent faktisk de døde krigere ligeligt i mellem sig. Så stor var hun! Halvdelen af krigerne kom til Odins sal og den anden halvdel til Freyjas sal.

Det er noget man i folke-erindringen godt ved i Norge og på Island i dag. Derfor har det overlevet hos dem. Men i Danmark ved vi kun det, som den hvide kristne hetroseksuelle mand nedskrev flere hundrede år efter vikingerne ikke længere var. I Norge og på Island ved de bedre. Og hvorfor? Fordi erindringerne om guderne – herunder Freyja – har overlevet. I sange. I fortællinger. Det har overlevet middelalderens fordrejninger og forvanskninger. Og hvis du undrer dig over jeg slet ikke nævner Sverige, så har du allerede svaret.

Dette karaktermord kender vi i øvrigt også fra Maria Magdalene, som var ypperstepræstinde og Jesu lige. Et karaktermord af rang, begået af selvsamme kirke. Som jeg har meldt mig ud af og ikke vil vide noget af. Magdalena blev af den kristne kirke gjort til luder. Fordi ét af de seks-otte forskellige betydninger for månepræstinde / ypperstepræstinde på aramæisk er “skøge”. Men ikke skøge som i luder. Skøge som i “indviet”. Indviet som Jesus selv var. En lang videnskabelig og spirituel uddannelse. Det ved den, som har ører og kan høre og har øjne og kan se, og som taler aramæisk. Ikke latin.

Kan vi mon efterhånden godt se fidusen i, at kende vores ophav og sørge for at få det leveret videre? Det kan kun overleve via folket, via sange og fortællinger. Og naturligvis via Akasha. Men det kræver et større arbejde og mere øvelse, at tilgå viden herfra. I sær fordi der ofte følger meget lort i støvfanget med. Måske vi skulle sætte hårdere ind på at lære børnene noget om deres historiske, kulturelle og hedenske ophav i Danmark. Hvor bedre end i sangene? Lærer vi dem, husker vi dem, og derved overlever historien.

Vi tror det er federe at kigge på alle de andre derude, og vil være som dem. Vi bliver kun de fedeste udgaver af os selv, når vi er os selv, og det kræver vi ved, hvem vi er.

Tilbage til vores lille Marokko-ven. Isam bor i Danmark og har gjort det siden han var lille. Han føler sig 100 % dansk og kender derfor værdien i mange af de gamle danske sange. Ved at synge sin version af “I Danmark er jeg født” er det så stærkt et signal, som vi danskere ikke engang kan gennemskue værdien af, fordi vi ikke selv gør det. Vi kan ganske enkelt ikke genkende den ærbødighed, som ligger i den handling, og synes egentlig bare han er meget fed, at lave en cool udgave af nummeret. Måske er han også ok fed, fordi han jo så viser, at han gerne vil os – agtigt. Ih guder, hvor er vi forarmede på den front. Isam gør bare det, vi alle burde gøre. Han ved, hvor sindssygt vigtigt det her er. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hjemme i stuen på Frederiksberg, hvor Isam og familien bor, så bliver der ikke kun flittigt læst og sunget vers fra Koranen. Der bliver sunget sange fra den gode gamle danske sangskat.

Vi kan bryde vores nuværende identitetsafvikling ved at:

1) Forlange morgensangen tilbage i skolen

2) Insistere den danske sangskat ind i hjertet af hjemmet (mor og far ! – ansvaret for den danske sangskats genindførelse af først og fremmest mors og fars ansvar)

I al almindelighed

leave a comment »

Jeg elsker leverpostejsmadder,
på rugbrød.
Hjemmebagt rugbrød med surdej.
Jeg elsker at skære det,
på min gamle manuelle Raadvad.

Jeg elsker rigtig smør.
Rigtig meget tandsmør.

Jeg nyder at se maden blive til,
og sætter punktum med rødbeder fra Svanholm.

Jeg kan godt lide at tørre køkkenbordet af.
Fjerne krummer, i rytmiske bevægelser.

Jeg holder af Dan Turèll hverdagen,
og er ualmindelig uambitiøs i gængs forstand.
En yndlingsbeskæftigelse for mig er,
at sætte øjnene på uendeligt
– og jazzen ligeså.

Jeg kan lide kartofler.
Små, kogte – men kolde – kartofler.
Kartoffelmadder!
Med tandsmør, mayonnaise og ristede løg.
Jeg kan lide bløde stegte løg.

Jeg holder af Dan Turéll.

Jeg nyder at aflevere børn i skole og børnehave
– i joggingtøj og morgenhår.
Kører gerne en lille omvej på hjemturen,
for at lytte til noget på P1.
Og se fjorden.
Mærke morgenen vågne.
Og evigheden aftage.

Nogle gange leger jeg,
at jeg bor alene.
I soveværelset.
Indretter i fantasien,
og på badeværelset.

Jeg drømmer ofte om min farmors lejlighed.
Hun er død.
Om natten forbinder jeg mig til hende,
i hendes lejlighed.
Duften af Imperial sæbe hænger endnu i næseborene.
Og hendes mange historier om gamle dage,
i København
– under krigen.
Hendes afvisning af en tysk soldat,
der ville danse med hende.
Hendes lange cykelture til 10 ørs dans på Bakken.
Om oldefar Svends grønthandel i Istedgade.
Om den jødiske guldsmed ved siden af.
Han forærede min farmor en ring
– da hun blev 14.
De andre piger i forretningen mente han nok var ude på noget.
Min farmor hed Eva
– og var Hr. Rubins øjesten.

Jeg tænker ofte på min barndom.
Og min ungdom.
Da jeg havde stress
ønskede jeg mig min alderdom.
Jeg glædede mig til at gå på pension,
og få fred.
Leve roligt.
Uden nogen stillede krav.
Eller forventninger.
Jeg er allergisk overfor andres forventninger.
Særligt de usagte.
Hader gættekonkurrencer.
Har ondt af mænd.

Har glæde af hverdagen.
Jeg elsker, at vi ingen telefon eller TV har.
Får fred.
Måske jeg en dag også kan undvære mobilen.

Jeg tror de døde græder,
når vi ikke lever.
Jeg tror Rudolf Steiner har ret.
Han ligner i øvrigt Jeremy Irons.

Når jeg tager brillerne af,
ser jeg ikke det, som er langt væk.
Det er godt,
når jeg er nærværende.

Jeg holder af de velkendte lyde.
Lyden af vandhane.
Af min søns begejstrede trin.
Af min mand, der fløjter
– og ikke kan klappe i takt.

Duften af vådt træ
og min datters hovedbund,
når jeg krammer hende.

Jeg kan smage bordet,
når jeg stryger hånden henover det.
Derfor holder jeg aldrig i stangen i bussen.
Kun, hvis jeg har vanter på.

Jeg hader indkøbsvogne
og offentlige håndtag.
Men jeg holder af hverdagen, Dan.
I al almindelighed.

Jeg elsker leverpostejsfarvede mænd,
med ild i hjerterne.
Jeg kan lide skæve tænder
og fregner.
Jeg elsker min mands skæg.

Jeg elsker at synge jazz.
Inde i mig bor en jazz-diva.
Som sidder på en barstol,
i et dunkelt og suspekt lokale
og synger.
Med pandehår, som i 40’erne
– i en grøn tyk kjole og hudfarvede netstrømper
og røde korte negle.
Hun synger.
om livet
og smerten.
Om den naive kærlighed.
Bag hende er der tre musikere.
Piano, trommer og bas.
Hun holder af natten
og holder mikrofonen.

Jeg holder af te-birges
og hønsesalat.
Neskaffe og V6 tyggegummi.
Jeg elsker lyden af Junghans-uret på væggen.
Det lyder som min farmors stue.
Jeg elsker lyden af min symaskine.
Den gør mig glad.
Min søn elsker at lege ved siden af mig
– når jeg syr.

Min søn kom til mig
blot 11 dage efter jeg aborterede.
Så hurtigt valgte han mig,
til at føde ham.
Valgte os
som sine forældre.

Jazzen er mit livs lydtapet.
Den er evig uforudsigelig
og hyggelig.
Egentlig tror jeg ikke nogen ved,
hvor meget jazz betyder for mig.
Jazzen kom til mig
da jeg var barn.
Jeg var opdraget og skolet i klassisk musik.
Jazzen smug-lyttede jeg til om natten
eller når jeg pjækkede fra skole.
Den hviskede til mig
– jazzen.
Fortalte mig, at det nok skulle gå alt sammen.
Den viste mig sine op- og nedture.
Jeg viste den mine.
Jazzen og jeg forstod hinanden.
Der er ikke mange, som forstår jazzen
– og mig.

Jazzen gav mig en stemme.
Den lyder som min farmors pudder duftede.
Jeg lytter til meget musik,
i al almindelighed.
Både med andre
– og i al ensomhed.

Jeg holder af Dan Turéll
og mange andre skæve eksistenser. I al almindelighed.

hands-1436113-640x480

 

 

Written by Rebecca Bonde

januar 10, 2017 at 12:06

Lagt i Blog

Kunst

leave a comment »

Hører du hvisken,
fra det tomme lærred?
Det lokker dig
– kom, og mal mig!

Ser du dansen,
i det tomme rum.
Den flirter med dig
– kom, bevæg mig!

Nu hører jeg sangen,
der afbryder støj.
Den åbner min mund
– og leger med min stemme…

Form bogstaver i Ord,
der skaber eksistens før essens.
Ud af dette
– vi kommer.

the-cross-1431137-639x666

Written by Rebecca Bonde

januar 7, 2017 at 19:57

Sjæl og krop

leave a comment »

Ja-hatten
og nej-hatten
– og alle dem, som vil ha-hatten.

Det største problem i Vesten,
i følge Dalai Lama
– er egoet.

Det største problem i Skandinavien,
i følge “Vikings” fans
– er mistet identitet.

Jeg giver dem ret.
Så ret.

Min sjæl vågnede som det første,
mit ophav og DNA som det næste.

Længe før jeg fandt den evige viking i mig,
som jeg altid har været
– vågnede den sjælelige datter, Rebecca.

Jeg erkender og anerkender andre kulturer
– og nu, forstår jeg min egen.

Det ene,
er intet
– uden det andet.

Hånd i hånd de går
sjæl og krop.

Rebecca og Freya.

vikings-katheryn

Written by Rebecca Bonde

december 29, 2016 at 19:29

Lagt i Blog

%d bloggers like this: