Rebecca Bondes blog

tekst fra Rebeccas indre univers

Du er ikke din familie

leave a comment »

Du er ikke din familie.
Du er måske det sorte får i din familie.
Sorte får er en mangelvare.

En familie er rar at have.
Nogen gange.
“Vi skal være noget for hinanden”, hører du den måske sige.
Underligt, at det kun gælder den ene vej, tænker du nok.
“Noget for noget” er ensbetydende med noget-for-ikke-noget.

Du er ikke din familie.

Usagte forventninger,
den kolde skulder.
Det afventende blik.
Den altid samme offer-ko.

Du er ikke din familie.

Du er dig, og kun dine meninger kan du stå inde for.
Det er lige meget, hvad de mener.
Hvad deres holdninger er.
Det er deres.
Ikke dine.
De har intet med dig at gøre.

En sjælden gang i mellem opleves glæden ved samvær,
for sekundet efter atter at minde dig om den ulidelige frustration
– og sorg.
Et stort tomt hul.

Tro ikke du kan lave familien om.
Det er ikke din opgave at forsøge,
og det er en kamp, du allerede har tabt.

Men du kan flytte dig!
Udvikle dig.
Og når du gør det,
rykker du dig fra dem.
Og det er O.K..
Du kan trygt lægge din dårlige samvittighed fra dig.
På hylden.
Blandt cigaretter, energi-krævende venner og andre dårlige vaner.
Slip den.

Når du flytter dig,
bliver det endnu sværere at holde ud, for familien.
Så er du endnu mere umulig for dem at elske.
For nu er du ikke længere “den gode gamle” dig,
den skygge af din persona, som de endnu kunne manipulere med.
Du har forandret dig.
Ændret dig.
Det kan de ikke lide.
For i dit spejl reflekterer alle deres mangler,
tåbeligheder og det modsatte af udvikling, nemlig indvikling.

Nu føler de sig endnu mindre.
Små mennesker.
Små bitte enheder,
som står stille
– medens du rykker dig.

Flyt dig.
Gå.
Din vej.
Se dig ikke tilbage.

Du er ikke din familie.
Du skal kun stå til regnskab overfor dig.
Ikke overfor blod eller DNA.
Men altid overfor sjæl.

Udvis høflighed.
Respektfuldhed.
Også overfor dig selv.
Derfor, flyt dig.
Så har du grænsen.
Du behøver ikke at trække den.
Den er lige der.
Se!

 

solitude-1436839-1600x1200

Reklamer

Written by Rebecca Bonde

januar 3, 2018 at 18:57

Lyden af Rita Haywood

leave a comment »

Jeg får sommerfugle i maven
ved duften af en ny notesbog,
en yndlings-kuglepen.
Og tanken om at skrive.

I min forestilling indretter jeg en bolig.
Det sker også, når jeg træder ind i nye rum.
Vupti, alle linjer og diagonaler springer mig i øjnene.
1-2-3 og så har jeg indrettet rummet, i min forestilling.

Kaffe med piskefløde får sorg til at smuldre.
Jeg hader røg, men savner alligevel Cecil duften
– hjemme i min farmors Københavner-lejlighed.
Hun trak altid køkkengardinerne for, når det sneede.

Hvis jeg er ked af det,
hjælper det at klæde mig som i gamle dage.
Så finder jeg ligesom hjem.
Igen.

Jeg savner ofte den grå himmel,
for den var der en del i barndommen.
Den resonerer med min indre pige,
og jeg aner genkendelsens kald.

Ofte vågner jeg om natten,
fordi jeg kan mærke jordrystelser.
Jeg lytter til vindens farver
og ved, hvordan i morgen er.

I soveværelset ligger jeg i timevis,
og betragter loftets knaster.
Dér er manden – og dér er bjørnen.
Jeg snakker lidt med loftet.

Hvis det ikke var usundt, ville jeg alligevel nok stadig ryge,
kaste med håret som Ria Haywood og male læberne røde.
Det passer ligesom til jazzen
– og kaffen med fløden ved farmors køkkengardiner.

Indimellem taler hun til mig, min farmor.
Hun døde i 2002,
men kilder mig i håret – et bestemt sted
når hun vil sludre.

Så siger jeg ‘hej farmor, nåh er det dig’?
så taler jeg lidt med hende.
Jeg ved hun hører mig
– og jeg hende.

Af og til falder jeg ned mellem to stole,
og maler mig selv op i et hjørne.
Så tager jeg hovedspring,
ud i det uvisse.

Jeg er dårlig til det med fugle,
aner ikke hvad de forskellige hedder.
Alligevel forstår jeg, hvad de siger.
Jeg synes deres sprog er tydeligt.

Mange lyde er forstyrrende,
jeg foretrækker stilhed.
For mange lyder overdøver min indre dialog,
og så er der altså bare for meget larm!

Den pivene lyd fra wc-rulle holderen,
er en irriterende og unødvendig lyd.
Men når jeg ligger i sengen og på afstand hører Morten trække i rullen,
er den hyggelig.

Lyden af træsko over toppede brosten,
er en lyd der gør mig godt.
Jeg ved ikke hvorfra den kommer,
som jeg fx gør med kaffen med fløde.

Farven i stemmen,
afslører sindstilstanden.
Ligesom vore trin
– og vore børn.

 

rita-hayworth-1940s_u-L-P6SP3Q0

 

 

Written by Rebecca Bonde

december 14, 2017 at 13:12

Godheden

leave a comment »

Godheden ringede
– jeg valgte at tage den.

Den ville sige mig noget.

Godhed er en sjælden dyd.
Der er langt imellem den, blandt dyder.
Dejligheden kender godheden.
Nyheden kender væmmeligheden bedre.

Godhed udspringer af det rene hjerte.
Det ubesmittede rum.

Godhed levner ikke plads til uhæderlighed
eller miskundhed.
Godhed må ikke forveksles med høflighed,
som er en anden og skøn dyd.
Som skønhed
og mulighed.

Godhed udgår direkte fra sjælen.
Ingen personaer er i vejen.

Måske er det derfor,
vi ofte ser den fra børn.

Godheden er mild.
Godheden er rund.
Den er så gennemsigtig
og klar,
at den ikke ses med øjet
– ej høres med øret.

Dens hensigter er rene,
den sprog genkendeligt.

Godheden mærkes,
når den tages imod.
Godheden er bedst,
når den vises i mod.

 

swirl-1527976-1599x1133

Written by Rebecca Bonde

november 29, 2017 at 10:20

Lagt i Blog, godhed

Tagged with ,

Smugkig i Københavns 50’ere

leave a comment »

Jeg drømmer om at træde ind i start 50’erne.
Tørklædet bundet om håret,
indkøbsnet og Københavner mejeri.
Hov, slagteren og kolonialen skal også ha visit.

Griffenfeldsgades fliser betrædes.
Det er formiddag og mødrene handler.
Et vindue i stueetagen åbnes.
Ud sniger sig cerut-røg og spinkel klirren af kop der møder underkop.
Der er sikkert fløde i kaffen.
Samme farve som mine sko
– der klikker, når de møder Griffenfeldsgades fliser.

Det er onsdag,
så i aften skal vi på badeanstalt.
Derfor skal sengetøjet luftes.
Det er frikadelle-dag.
To til hver.
Tre til far.
Kartofler for resten.
Og smørsauce.

Sporvognen passerer.
Cykler.
Porten stinker af pis.
Den gamle fejer fortov, samme tid hver dag.

Sorte hatte. Allevegne.
Tørklæder og hårnet.
Små piger i lysblå struttende skørter
– og hvide ankelsokker.

Mejeriets kolde blanke fliser,
kolde fingre.
Osten pakkes ind til Fru Olsen.
Den unge ekspedient hopper over disken og holder gadedøren, og bukker.

Straks er jeg atter retur.
I år 2017.
Stirrer ind i stearinlysets flamme
og synes at kigge ind i evigheden.

Opvaskemaskinens muren
erindrer om det jordnære nu.
Espen Erikson Trio
lyden af det evige.

En urolig følelse uden navn,
skylles ned med vand med citron.
Godt jeg har stearinlys.
De minder mig om min egen gnist.

Jeg kigger ud af vinduet.
Kigger ind i tidsaldre.
Mærker, hvordan det var at være dér.
Men lige nu, må jeg mærke
– hvordan det er at være hér.

Griffenfeldtsgade2

Written by Rebecca Bonde

oktober 4, 2017 at 10:33

Jeg er bange

leave a comment »

Jeg kan også være bange,
og synge mange lange sange.

Jeg er bange for han dør.
Nu.
Lige om lidt,
eller meget snart.

Det er ofte svært for mig at vide,
om det rigtige er at køre med
eller imod.
For at få ham til at leve længere.

Keith Jarrett tegner på tangenterne,
og rammer cellehukommelsen.
Her er jeg tryg og hjemme.
i hus.

Undskyld Hr.,
må jeg byde Dem et kirsebær?
Et der er sødt – et der er rødt
– et der er ganske dødt.

Jeg er bange.
Sæby er en stolt perle.
Jeg tror nok – som mit hjerte.
Alt er godt, og påvirkes alligevel.

Gode Gud,
og andre godt-folk
– de gamle guder
i forndom:
Er det vejen til højre
eller venstre,
hvor jeg finder en svensker?
Eller ned – er en ged?

Min barndoms hænder berør det korngyldne neg,
glider henover akse i gang.
Det kilder min håndflade og jeg mærker det,
som i mig – var dengang.

Jeg tror nok købmanden var tilfreds inden han lukkede,
i den lille by ved gadekæret.
Det er synd den ikke løb rundt.
Hvorfor handlede de ikke kun dér?

On don den,
mamma futta fen
– futta fen mamma den
on don den.

Ente Bente fedteklente
bombadaruski snuski snaski.
Hummer sardiner – fedt og rosiner,
engelsk lakrids – skidt og kanel.

Af støvet jeg mig rejser,
kaster englekorn af mig.
Nu er jeg voksen – de andre er børn,
løber og leger i stubbe.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Written by Rebecca Bonde

september 2, 2017 at 21:10

Integritet

leave a comment »

Jeg falder for integritet.
Det rå og utilslørede,
det skræmmende umiddelbare og sande,
som udefra fejlagtigt forveksles med det banale.
Det – til tider – grimme ansigt,
dog ægte.

Handlingens insisterende fure
– fremfor skønhedens falske glathed.
Og dog, den billedskønne stærkt seksuelle kvinde,
der er lynende intelligent.

De unge har det.
De gamle har det.
Børnene har det.
Måske.
Integriteten.
Midt i livet bliver den let væk.
Overskygges af frygten.
For at miste jobbet,
titlen,
anseelsen,
muligheden.
Huset,
bilen,
ferien,
konen.
Potensen.

Den er dyr!
Integriteten.
Den koster.
Den forveksles tit med det blotte mod.
Det er ikke den.
Det er frygten igen,
i forklædning.

Når vi har den,
er den en motor så stor.
Vi kan køre til livets ende på den.
Og komme sikkert i mål.

Jeg tænder på integriteten,
og det den gør ved os,
ved mennesker omkring os
og de frugt som høstes af den.
For med den bredes ringe i vandet,
der kunne synes at begynde som et stille skvulp fra et stenkast,
næsten lydløst.
Ringende begynder.
Tager til.
Og kan udvikle sig til kæmpe Stillehavs-bølger
– til reelle tsunamier.

Vi finder den hos Knud, der spiller på sav på “Pinden”,
hos den enlige mor, der mente det var bedre sådan.
Hos chefen, der trodsede bestyrelsen
og hos manden, der nægtede at give slip på drømmen.

Integriteten kan syne som et tilfældighedernes resultat,
bag uovervejet handling hos den evigt overmodige.
Ak – integritet er en såsæd,
med magiske stærke celler.
Når ejeren handler i resonans med integritet
og klemmer den ud mellem fingrene,
mellem tænderne,
mellem hjerte og mellemgulv
– i et fuldt og helt ja!
fødes nuet.
Kunst.
Vi får et glimt af kosmos,
en krone-orgasme.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Written by Rebecca Bonde

juli 23, 2017 at 19:28

Lagt i Blog

Tagged with

Miaav

leave a comment »

Misforstået
misopfattet.
Miss Behaven
mistanke.
Mississippi
misvisende
misunde
misbillige.
Mistroisk
mislyd
mistolke
mis mis mis.

a-big-kitty-1401925-639x426

Written by Rebecca Bonde

juli 21, 2017 at 20:14

Lagt i Blog

Tagged with

%d bloggers like this: