Rebecca Bondes blog

tekst fra Rebeccas indre univers

Sværdets klinge (fra arkivet)

leave a comment »

Jeg bukkede mig
og satte mit våben fra mig.
Uvejret og regnen i mit indre,
havde sløret mit syn.

Jeg klappede hælene sammen
og faldt tilbage til min træning.
Af frygt, rettede jeg ind
og gjorde, hvad jeg havde lært.

Det gav mig tryghed,
identitetsfølelse og samhørighed.
Jeg var en del af en gruppe,
men ikke glad.

Da uvejret, i mit indre, omsider ophørte,
fandt solen og glæden atter sin plads.
Igen åbnedes mit hjerte
og så hvilke skridt jeg havde lagt bag.

Jeg bukkede mig ned
og samlede mit våben op.
Jeg måtte gå den tunge vej
og undskylde for min tidligere færd.

I sorg havde jeg fægtet i blinde,
ramt uskyldige med min klinge.

emblem-1190865

Written by Rebecca Bonde

august 20, 2016 at 20:32

Lagt i Blog

Hjemmegående husmor – det fedeste job til dato!

leave a comment »

For et lille års tid siden besluttede jeg, i samråd med min mand Morten, at jeg skulle gå hjemme. Noget jeg på ingen måde har fortrudt, derimod igen og igen er blevet bekræftet i, har været den helt rette beslutning for mig. Og ikke mindst for Morten og børnene. Dog, vil der nok være mange, som takker nej til sådan en stilling.

At blogge om, hvor fedt man selv synes man lever, kan let virke arrogant. Jeg vover alligevel pelsen og skriver om mit liv som hjemmegående, eftersom jeg er blevet opfordret til det adskillige gange.

Inden jeg overhovedet går i gang, må jeg klart understrege, at jeg har den dybeste respekt for mennesker, som ikke ønsker at gå hjemme. For nogen, vil det overhovedet ikke give mening.

Drømmen om at være (hus)mor
Siden jeg var lille, hvor min egen mor gik hjemme (senere, arbejdede på halv tid), tænkte jeg, at når jeg blev voksen ville jeg gå hjemme med mine børn. Jeg husker trygheden, glæden ved at skynde mig hjem fra skole og drikke te med min mor og spise marmelademadder siddende på køkkenbordet.

Som voksen, formede mit liv sig (heldigvis) anderledes, end hvad jeg i dukkehus-drømmen som barn forestillede mig. Jeg synes virkelig jeg har levet livet fedt, været privilegeret og har prøvet utrolig meget, som har været med til at forme mig til den jeg er i dag. Og så kan mange andre tilsvarende sige …

Københavner single-sild møder fraskilt far
Jeg blev kæreste med Morten da jeg var 35, ugift/ single og boede i København og havde et spændende job som ledelsessupporter for en direktør. Jeg havde ingen forpligtelser overhovedet, ud over mit kat Løve.

Morten var single-far til tre børn (på hhv. 8, 10 og 12 år), som han havde boende hos sig fast 50% af tiden. Jeg lærte dem at kende og var prompte ping-pong med dem alle tre. Morten og jeg kendte hinanden fra gamle dage, hvor vi havde arbejdet sammen. Under et år efter vi mødtes og blev kærester fødte jeg Clara. På under ét år gik jeg således fra nul til fire børn, blev gift og flyttede på Lars Tyndskids. Det var det jeg ville, det var det rigtige for mig, og jeg var bare klar!

Nyt liv, nye udfordringer
Retur fra barsel til jobbet 55 km fra hjemmet. Efter 12 måneder: Gravid igen. Efter fire måneder: Foster dødt, og en abort gennemført. Efter 11 dage: Gravid igen. Det var Kurt. Lange perioder med intense udfordringer i samarbejdet mellem os og Mortens eks (går dog o.k i dag, og jeg har ikke brug for at placere skyld, samarbejdsproblemer handler ikke om hende, men om os alle).

Efter ni måneders barsel: Retur til jobbet 55 km fra hjemmet. Efter tre uger: Stress! Kunne ikke rejse mig fra sengen, og havde glemt hvad min datter hed, da en forældre hos dagplejen spurgte mig. Jalousi, angstanfald, lavt selvværd, usikkerhed, vrede, frustration, og blev svimmel og fik hjertebanken da svigermor skrev en mail om noget uskyldigt med en masse datoer, o.m.a. Langtids-eftervirkninger som astma og allergi, foruden jeg fra den ene dag til den anden begyndte at tabe mit 60 cm lange, tykke hår ved rode.

Stress, sygemelding og psykisk syg bonusdatter
1,5 år var jeg væk fra arbejdsmarkedet, belastningsreaktionerne var der i minimum et år, og blussede atter op, da min ene bonusdatter fik anoreksi og depression. Det var ikke det jeg havde det allerbedst med, eftersom jeg selv havde en fortid med spiseforstyrrelser gennem 17 år. Hun blev indlagt på den lukkede med psykose og selvmordsforsøg, efter en lang periode hjemme, hvor vi dagligt skulle overvåge hende, made hende, lytte ved toiletdøren etc. etc.. Jeg havde vanvittig ondt af hende. Simultant kom hele min fortid væltende ind over mig, på et tidspunkt, hvor jeg i forvejen var psykisk skrøbelig. Jeg måtte atter sygemeldes i en lang periode og i gang med et længere forløb hos en dygtig psykolog.

Fra tragedie til succesfuldt liv
Når en familie rammes af en så voldsom tragedie, er det nødvendigt at lægge ting om. Det kender mange familier, for alle familier har sine udfordringer, og ingen kan sige sig helt fri for noget som helst. Udover min kære bonusdatter, som jeg elsker dybt, så havde vi fire andre børn, som også havde brug for os, som vi skulle være der for. Foruden et ægteskab som skulle plejes. Vi fik børn så tidligt i forholdet, at vi ikke havde nået at nyde hinanden, bare som kærester. Vi – som forældre og ægtefolk – havde et ansvar. Dels overfor vores syge pige, og dels overfor os selv og resten af familien. Livet måtte ikke gå i stå. Vi skulle leve det, og ønskede også at vise vores syge pige, at livet er dejligt – og her er godt at være. Hvordan bedre, end at leve det så dejligt som overhovedet muligt. Så vi tog nogle meget stærke værdibaserede valg. Arrangementer og fødselsdagsinvitationer blevet der skåret markant ned på, tiden til os selv blev op-prioriteret og snart kvitterede livet med balance.

Læs også: “Så sig dog nej, Kaj”

Hvor er drømmejobbet – eller bare et tåleligt arbejde?
På et tidspunkt blev jeg raskmeldt og skulle i gang igen, op på stilletterne og ud på direktionsgangen. Efter to korte ansættelser havde jeg fået nok. Selvom jeg havde fået det rigtig godt og ikke længere var stresset eller følte mig for belastet, kunne jeg bare ikke rigtig længere se værdien i det jeg lavede. At lægge et driftsbudget på 70 MDKK var mig gabende intetsigende, og jeg ville meget hellere hente mine børn tidligt og synge “Babulja” sange med dem.

Jeg havde i et års tid trænet meget, og var blev glad for også at meditere dagligt. Nu skulle den slags pludseligt presses og mases ind i et arbejdsliv og en hverdag. Derfor stod jeg op klokken fem om morgenen, for at nå at træne inden dagen begyndte. Ellers ville det ikke blive til noget. Og det var faktisk fuldkommen afgørende for min sindstilstand, at træne. Meditationen var der så lige plads til efter arbejde, mens børnene blev bedt om at underholde sig med lidt film imens. Bare lige en halvt time. Inden jeg så skulle i gang med at lave aftensmad, smøre madpakker, ordne vasketøj og eventuelt logge på arbejdscomputeren og lige godkende nogle regninger eller lave et oplæg til et nyhedsbrev for direktøren. Da jobbet i forvejen ikke var, hvad jeg var blevet stillet i udsigt – foruden at meget af min energi gik med at slås med små pikke i jakkesæt – satte jeg hælene i. Jeg havde fået nok!

Læs også: “Hvor ligger det der Vækst egentlig?”

Vent, jeg vil være hjemmegående
Dog, jeg har altid haft et super højt drive og er social (dog endnu mere indadvendt end udadvendt, hvilket kommer bag på langt de fleste …) og tænkte slet ikke tanken, at jeg skulle gå hjemme. Jeg tænkte, at jeg bare skulle finde noget andet. Som var mere rigtigt for mig. Ved dog godt, at både aber, spøgelser og andet sjov følger med, og derfor havde jeg brug for en lang tænkepause. Det fik jeg. Og i den pause talte jeg med Morten om at gå hjemme. Som tiden gik, gik det op for os, at det var det helt rigtige for mig og os. Nu. Jeg havde ikke tidligere været parat til det. Nu var det tid.

Beslutningen blev taget. Skuldrene sænkede sig. Både Jobcenter og a-kasse blev noget lange i bærret, da jeg sagde til dem de ikke skulle sende mig flere penge. Jeg trak mig ud, og ville leve af min mands indkomst. I omgangskredsen blev der skævet en del. Min tre veninder smilede og ønskede tillykke. De var med på, hvad det her var for en værdi-størrelse. Andre undrede sig såre, spurgte mig om ikke jeg var bange for at komme til at kede mig, og om jeg ikke var bange for at være væk fra arbejdsmarkedet, og om vi mon kunne leve af Mortens indkomst alene. Nogen smilede bredt og sagde “Ej, fedt”. Nogen mente, at jeg ikke var den hjemmegående type. Andre igen blev nærmest forargede og sagde: “Ej, det har vi altså bare slet ikke råd til hjemme hos os”. Reaktionerne var mange …

Læs også: “Der findes ikke ‘huller’ i et CV”

Mit liv som hjemmegående
Nu har jeg været hjemmegående i knapt et år. Vi er i mellemtiden flyttet sammen med mine forældre på en stor landejendom, hvor vi har hver vores separate afdeling, dyr, plads – oceaner af plads. I og omkring os. Og ikke mindst mentalt. Her er ro. Vi har masser af tid. Jeg træner og mediterer stort set dagligt, henter børn tidligt, er med til morgensang på skolen og bager boller til håndværkerne, som laver vores hønsehus. Vi har hjemmeavl (kaniner, gæs, høns, kyllinger) og jeg har tid til at ligge i sansegyngen og kigge op i skyerne. Det inspirerer mig til at skrive prosa-digte, som er noget af det, der betyder allermest for mig. Noget, hvor jeg virkelig føler jeg bruger mig selv rigtigt.

Børnene har en mor, som er hjemme. Morten har en kone, som har mad på bordet når han er færdig med at arbejde. Som er glad.

Vasketøjet er lagt sammen, der er gjort rent, handlet og bagt. Der er overskud på passionskontoen.

Og til alle dem, som virkelig vil vide det: Ja, jeg er den som renser lokummerne! Det er også mig, der laver legeaftalerne. Jeg tjekker forældreintra, smører madpakker, lusekæmmer, henter rensetøj og slår græs. Herhjemme diskuterer vi ikke, hvis tur det er til at hente og bringe børn. For det er mit job.  Vi er et team. Morten laver sit. Jeg laver mit. Vi tjener pengene (ja, det er ham der trykker dem ….) og det gøres ved, at vi laver hver vores. Og det spiller.

Nej, jeg føler ikke jeg spilder min tid, er underdanig i forhold til Morten og har dårlig samvittighed over at bruge penge. Tværtimod! Jeg bruger min tid rigtigt nu, Morten og jeg er på samme og lige niveau, og jeg bruger fortsat penge som jeg gjorde tidligere. Bare fordi det er Morten der officielt set er den, som tjener pengene, er det ikke sådan at jeg føler jeg skal spørge om lov til dette og hint. Faktisk er det næsten kun mig, som bruger penge. Fordi jeg er den, som køber tøj, mad osv..

Jeg vil ikke bytte. Med nogen. Det jeg laver, giver meget mening. For mig, Morten og hele familien. Her, er jeg min egen chef. Og når folk spørger, hvad jeg laver, siger jeg med stolthed i stemmen: “Jeg er husmor. Jeg går hjemme”. Ikke noget med baglandskvinde. Jeg er slet og ret selvvalgt, hjemmegående husmor. Yes, det er fedt.

Se her, hvad enhver hjemmegående husmor bør eje

Min bonusdatter er syg på fjerde år, bor på et behandlingscenter, hvor personalet er yderst kompetente, og hun føler sig tryg. Pt har min mor kræft og går i kemo-terapi. Derfor er det bare endnu mere heldigt, at jeg går hjemme, så jeg kan være der for hende. Derudover er der så mange fordele ved at bo sammen tre generationer. Alle har glæde af det. I næste uge rejser Morten og jeg på kærestetur til Skotland, mens mine forældre tager sig af børnene. Få uger efter en uge til Piemonte (Norditalien), ligeledes uden børn. Andre gange (oftest) rejser vi med børn og også nogle gange med mine forældre.

Så, nu er det din tur til at arbejde Rebecca
Hvem ved, om Morten om ti år kaster håndklædet i ringen og vil bytte. Så er det mig, som tager et job, mens han går hjemme. Det aner vi ikke. Det kan også være jeg på et tidspunkt tager mig en uddannelse og skifter spor, inden jeg begynder at arbejde. At jeg starter op som selvstændig (jeg er pt medarbejdende ægtefælle, som det hedder, når ens ægtefælle ejer en en-mands-virksomhed). Det har jeg tid og ro til at fundere over. Måske kommer jeg slet ikke “derud” igen. Og det er også o.k., for “herinde” er der faktisk rigtig dejligt at være. Herinde, i inderbanen.

Også selvom det ikke er noget for alle.

Hilsner fra en lykkelig hjemmegående husmor

Written by Rebecca Bonde

august 19, 2016 at 13:58

Ikke nogen plastikpose, tak!

leave a comment »

Hvem husker ikke farmors hæklede indkøbsnet med bambushanke, tilbage i 70erne? Det kunne foldes sammen, lægges i håndtasken og altid være med i byen, såfremt der skulle blive brug for det. Det var dengang, inden vi blev over-storforbrugere af plastikposer.

Lad os da gøre det samme, lige nu. Butikkernes plastikposer (og drikkevand på plastikfalske) er ved at ødelægge verdenshavene. Det er værre end vi fatter. Ja,det er faktisk helt fatalt. Alene den ene af plastikøerne i havene er dobbelt så stor som Texas. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. At være så svinske og ligeglade.

Det er faktisk ret utjekket at være forretningskvinde eller -mand, og rende rundt med en plastikflaske i hånden på kontoret, eller plastikposer med madvarer på vej hjem fra job. Det oser af ubevidsthed. Ikke meget overskudsagtig mindfull (selv)leder over det look.

Hvis det hæklede net er en tand for fimset til dit jakkesæt, så hav en praktisk canvaspose i computertasken, eller i bilen.

– og drop da det der plastik-vand! Det er endnu én stor gang lobbyarbejde, ligesom skolemælken og meget andet. I 90erne fik vi at vide, at vi bare skulle drikke rigeligt med vand, så ville vi være sunde. Sjovt nok var det samtidig med, at virksomhederne fyldte køleskabe med plastikvand i kantiner og afdelinger, ad libitum for alle medarbejdere. Værs’go, bare gå til den. De store skraldesække var efter en arbejdsdag fyldt til randen med plastikflasker. Der er i dag stadig tomme plastikflasker i mødelokaler og ved arbejdsstationer. Tænk sig, at det overhovedet at lykkedes lobbyister at få os med på den gallaj. Dansk drikkevand er rent og smager godt. Drik af glas.

Nu ved jeg godt, at jeg er ‘ekstrem’, for jeg har valgt at have et krus med i min taske, når jeg er til arrangementer i børnehaven og på skolen, for jeg nægter at drikke (eller spise) af engangsservice. Det er kun til den årlige Roskilde Festival jeg modtager mad og drikkelse af plastisk/ engangsservice. Faktisk er det ikke svært at lige stoppe et krus ned i tasken inden vi kører, det er kun et spørgsmål om vane.

Vi behøver ikke at være hverken ekstreme eller lægge hele vores liv om.Hvis vi fremover siger nej tak til plastikposer i forretningerne, og dropper vand fra plastikflasker, så skaber vi faktisk mirakler på rekord tid. Og naturen vil prompte kvittere med et tak. Naturen er nok det mest tilgivende jeg har mødt. Endnu.

Det er udvikling. Vi vikler os selv ud – af noget – af alt det lort vi har viklet os selv og naturen ind i.

Written by Rebecca Bonde

august 18, 2016 at 12:00

Roskilde Fjord

leave a comment »

Genkender du lyden af tilfreds græs?
Det, som vi undlader at slå hårdt?
Det er som om, at græsset gror
– det vor vi synes det er grønnest.

I dag – jeg lå i min mors liggestol,
45 minutter i stjålen sol.
Det var som om vinden sagde:
Kan du mærke, jeg bevæger mig i træet?

Ofte undrer vinden mig,
fordi jeg ikke kan se den.
Dog – hele tiden ser jeg
– alt, hvad den gør – og ved den!

Hører du bilerne fra motorvejen fjern?
trætte og forvirrede vil de hjem …
Når jeg ser min mand med due-slå-ihjel-gevær
– tænker jeg: Hold da kæft, et hjemmeligt værn!

Jeg er ikke bange,
ved, hvem jeg er i dyb.
Synes dog jeg er fange
– når, jeg ser andre som kryb.

Igen i dag, bankede det tre gange på ruden
– er ikke helt sikker på, hvor …
Tænkte, at nu fik jeg nok en på snuden,
med mindre jeg tog det med alvor.

Åh, du kære himmel
– uh, du kære jord!
Jeg, er 43 somre gammel,
strunk ved Roskilde Fjord.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

 

Written by Rebecca Bonde

august 16, 2016 at 21:37

Vil du være rask – så skær det syge fra

leave a comment »

Det gælder ikke kun cancer. Det gælder alle sygdomme og lidelser. Hvis du vil være rask må du skære det syge fra. Du bliver ikke rask af at tage medicin og gå i seng.

De fleste mennesker er så meget i hovedet, og tror motion, sund mad og kurser i meditation er det, der skal til. Og kommer stressen alligevel snigende, kan det være chefen betaler for en coach, der kan åbne en værktøjskasse og vise en masse fine redskaber. Så skulle den ged være barberet. Og hvis så medarbejderen alligevel crasher, eller reagerer med anden non-corporate adfærd, må han fyres. Holdkæft, hvor er det dumt.

Jeg kunne godt tænke mig, at ledere ikke bare skal være et sted i mange år (det nogen kalder loyal medarbejder, og som ofte i virkeligheden er en bange medarbejder) for at blive udnævnt til leder. Jeg kunne godt tænke mig, at for at blive leder skal vedkommende have indsigt. I livets mysterier og gåder, som har lyttet til de helt store fra fortiden og taget ved lære heraf. Ledere, som faktisk er ledere og ikke bare managers. Leder er en adfærd (ikke en titel). Ingen indsigt, ingen ledelse. Så er det bare en masse koordinering og dårlige beslutninger.

Når vi ønsker at være sunde og raske, gøres det ikke ved at bygge på. Der skal først og fremmest skæres fra! Det er gammel viden, som vi har glemt. Vi skal – metaforisk set – gå ud i ørkenen i 40 dage. Søge stilheden, roen og komme ned i kroppen. Vi skal face vore indre dæmoner, og dette gør urgamle traditioner via faste. Ved at skære fra. Jeg siger ikke du skal til at praktisere faste – brug det metaforisk for det med at skære fra.

Jeg ved godt, at vi på kurser i mindfulness og meditation bla. skæver til urgamle traditioner, som har dyb viden og indsigt i sig. Det er super godt. Det kan bare ikke stå alene. De fleste mennesker er så meget i hovedet, har en akademisk tilgang til tingene (det Lars Muhl kalder for akademisk ignorance) og tror de skal forstå modellen, for at få den integreret. Nej, vi skal ned i kroppen. Vi skal gøre den. Vi skal (også) mærke det, og gentage ret så mange gange, for at få det inkorporeret i systemet. I sind, krop og sjæl.

Læs også “Det skal bare elskes væk!”

Vi kan ganske enkelt ikke at kursuse og spise sig ud af alt. Tilføre mere kosttilskud og blive bedre til “at sige fra”. Sidstnævnte kan du lige vove på at blive god til. Så vil du snart sande, hvordan du bliver banket på plads med en svada om ansvarsområder, vi løfter i flok og pis og papir … Det nytter ikke at tage de rette kurser, lave vejrtrækningsøvelser og så alligevel komme sent hjem og få alt fra kl 17-23 til at overstås, mekanisk og hektisk. Hvor der ikke bliver kigget i øjnene på børnene – længe nok til at fange, hvad der egentlig foregår derinde. Inden længe er det så sønnike, der tilbydes ADHD yoga. Uha…av.

Vi skal (turde) at skære fra. Det kræver elefantnosser. Vi skal turde at bare være, og føle, at vi er nok i det. At vi er spændende, selvom vi ikke render til en masse, udvikler os og er nede med de fede. Hvad nytter det at spise sund mad, hvis vi fylder vores sind med lort.

Det har en pris, at skære de personer og begivenheder i livet fra, som dræner for energi – det er dog fuldkommen nødvendigt, hvis ikke vil ønsker at kvittere med sygdom. Her, kan jeg – igen – godt lide det Jesus sagde. Vel at mærke den historiske Jesus, ikke den som kirken har skabt.”Rejs dig, tag din seng og gå”, som (hvis man har lidt kendskab til aramæisk) frit oversat betyder: “Tag ansvar for dig selv og lev i overensstemmelse hermed – så er du helbredt”.

Vi skal sige klart og rungende ja, når vi mener ja. Og nej, når vi mener nej. Vi skal tænke og mærke alt hvad vi gør, lige fra beslutninger om, hvad vi putter i munden, hvad vi lader kommer ud af den, hvem vi ønsker at tilbringe tid med og hvad vi ønsker at lave. Drop alt det der med, hvad andre mener vi bør og skal. Glem traditionerne, hvis de ikke gavner dig længere. Drop det job, hvis det dræner dig. Hvis du mener du ikke har råd til at leve uden, så kig på det og ændre på økonomien på anden vis. Kom nu, rejs dig nu op!

Læs også “Så sig dog nej, Kaj”

På arbejdspladser taler vi så meget om, hvad vores potentialer er. Det er dejligt, at vi i det mindste på visse områder har rykket os siden fabriks-tankegangen under industrialiseringen. Vi skal bare passe på vi ikke glemmer, at vores potentiale er andet end det vi laver fra 9-17. Vi er også forældre, elskere, far, mor, Ulla eller Henrik.

Vores livsstil gør os syge – ikke kun kemien vi indtager og omgiver os med. Vores tankemønstre, handlinger og valg. Det vi siger (ord skaber) og vikler os selv og hinanden ind i af forventninger,  krav osv osv. Vi kan kun selv ændre det.

Hvis du vil være rask, så drop medicinen og skær det syge fra. Medicin er ikke opfundet for at gøre os raske, men er en (forholdsvis ny) industri, som har til formål at tjene penge. Den, våbenindustrien og banker er noget af det mest ødelæggende for jordens befolkning.

Vi kunne faktisk med et fingerknips løse al hungersnød i verden, alene ved at skære våbenindustrien og militær fra. Droppe al krig. Det kræver naturligvis indsigt.

Medicin gør os ikke raske. Det er ikke det mest sørgelige. Det mest sørgelige er, at det har afstedkommet vore evner til at selv-helbrede os, fordi vi har glemt hvordan vi gør. Vi har lagt ansvaret over til lægerne, i stedet for at gøre som ham fyren i sjove sandaler engang sagde. Vi har glemt, hvordan vi bruger kosten, sindet, brudekammeret (sex), bøn/ meditation, beslutninger o.m.a..

Det andet sørgelige er, at medicin ikke gør os raske, det “fjerner” (eller rettere: skubber) bare symptomet. Hvilket giver medicinalindustrien en ny mulighed: At medicinere for det nye symptom. På den måde har de skabt evigheds-forbrugere. Smart, set ud fra medicinalindustriens egne økonomiske incitamenter. Derimod så ganske katastrofalt for folkesundheden.

Hvis du vil være rask – må du skære det syge fra. Find ud af, hvad det syge er i dit liv. Rejs dig, tag din seng og gå. Du er helbredt.

lumberjack-792353

digital sketch of a stereotypical lumberjack from the wilds of Canada, for cup o’ doodle.

Written by Rebecca Bonde

august 11, 2016 at 13:03

Træer kan tale

leave a comment »

Hej hule.
Jeg er inde i dig,
og du er inde i mig
– vi kan begge mærke, hvortil verden går.

Når jeg er ved at falde i søvn,
bliver jeg mindre og mindre …
Når, du søvn, falder i  mig
– bliver jeg større og større.

I går var jeg i Roskilde,
i dag er jeg træt og mat.
Hvad er da meningen med livet?
– end at bare (v)ære.

Jeg synger for dig,
du insisterende kundskabs-træ.
Du kvitterer straks
– ved at vise mig frugt og ord.

Vidste du, at træer kan tale?
fortælle historier om dengang …
Det bedste er dog stadig
– de evigt beretter vort nu.

Mange vigtige mennesker,
findes i mit liv.
Få mennesker er vigtige
– i mit virkelige liv.

U1M9Kn2

Written by Rebecca Bonde

august 9, 2016 at 20:03

Kærlighed

leave a comment »

Kærlighed er ikke noget vi giver
– eller modtager.
Kærlighed er.

Er kærlighed i os,
stråler den på andre.
Så er disse elskelige.
Så elsker vi
– rent, uden forbehold, forventninger eller agendaer.

Kærligheden vil ikke begrænses,
så dør den.
Lukker vi den inde i et bur, i et forsøg på at beholde den for os selv
– dør den.

Åbn døre og vinduer.
Så kommer kærligheden svævende ind.
Som en vind
– der omsider giver hjerte og sind luft.

open-windows-1176407-639x514

Written by Rebecca Bonde

august 4, 2016 at 20:37

Lagt i Blog

Tagged with ,

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 61, der følger denne blog

%d bloggers like this: