Rebecca Bondes blog

tekst fra Rebeccas indre univers

Healing

leave a comment »

At gøre det rigtigt – som de gjorde galt – er den største healing af dem alle.

 

hands-1182871-1280x960

Reklamer

Written by Rebecca Gren Bonde

juli 11, 2018 at 10:03

Lagt i Blog

Tagged with , ,

Min mad er min medicin

leave a comment »

Jeg har spist mig rask. Da lægerne afviste at kunne hjælpe mig, tog jeg skeen i den anden hånd. Jeg lagde kosten om – og helbredte mig selv. Fra livsstilssygdomme. I dag er jeg helt fri af lægernes medicin!

Det har været så stor en øjenåbner for mig, at jeg i dag har fået mig en helt ny livsstil. Og jeg bliver ved med at justere i det, alt efter hvad min krop siger den har brug for. For det er ikke 100 % det samme hele tiden.

I dag har mange heldigvis fået øjnene op for, at vi naturligvis ikke skal komme gift på maden, for det bliver vi syge af. Hvis naturen bliver syg, bliver vi syge. Måske ikke samme aften, men gradvist. Mange forbinder bare ikke deres lidelser med den giftige mad. Og fordi vi har sprøjtet med gift gradvist, fatter og opdager vi det også gradvist.

Al mad bør som selvfølge være økologisk eller biodynamisk. Det gælder også rengøringsmidler, personlig pleje, tøj (eller genbrug) o.m.a.. (Læs også Fy for helv…. !).

Morten og jeg har spist økologisk i mange år. Men det var ikke helt nok i mit tilfælde ….

I forlængelse af en længere periode med stress udløste jeg akut astma-anfald for nogle år siden og blev indlagt med udrykning, og behandlet af paramedicinerne i ambulancen. Jeg var ganske enkelt ved at blive kvalt. Jeg blev indlagt på lungemedicinsk afdeling i otte dage og lå med iltmaske. Efter nogle prøver fik jeg diagnosen astma og allergi, og blev sendt hjem med en taske med binyrebarkhormon / steroid, som jeg skulle tage resten af livet, og så ville den ged være barberet.

Under indlæggelsen, hvor jeg lå uden mand og børn, havde jeg god tid til at slappe af og reflektere over mit liv. Det var meget klart for mig, at jeg var i et job jeg var rigtig ked af. Derfor besluttede jeg at sige op, så snart jeg blev udskrevet. Det var en del af årsagen til min fysiske tilstand. Jeg så sammenhængen meget klart.

Jeg var lettet over, at jeg med denne ny medicin atter kunne trække vejret. Det var nærmest som at komme i himlen igen. Men problemerne begyndte lynhurtigt at vise sig. Jeg fik det rigtig dårligt at denne medicin. Jeg blev ekstremt kortluntet, aggressiv, depressiv og cravede/ overspiste. Det var i en sådan grad, at det var total uholdbart. En aften sad jeg og tudede og sagde til min mand Morten, at jeg ville kaste mig ud fra en bro. Jeg ville ganske enkelt ikke leve sådan her. Så bad han mig ringe til lungemedicinsk afdeling, hvor jeg havde været indlagt. Det gjorde jeg. Jeg forklarede om bivirkningerne ved medicinen og fik af lægesekretæren at vide, at hvis jeg havde det så dårligt så måtte jeg jo lade mig indlægge på psykiatrisk hospital. Jeg lagde på og var rystet over dette ansvarsløse svar.

Dagen efter kontaktede jeg en af lægerne fra lægehuset online, og skrev jeg havde det meget dårligt af medicinen, og derfor gerne ville have inhalatorer med halv dosis. Svaret jeg fik retur var, at jeg i forvejen tog under det halve af det anbefalede og at jeg derfor skulle fordoble min dosis, og derudover også tage en anden medicin. En akut-medicin, som jeg havde læst var direkte farlig. Så farlig, at flere hundrede personer i USA alene var døde af den. Så det var ikke ligefrem et svar jeg kunne bruge til noget, og der blev i hvert fald ikke lyttet til mig, og jeg følte mig ikke taget alvorligt.

Jeg gik til en af de øvrige læger i dette lægehus – en læge jeg faktisk var virkelig glad for. En garvet rotte, som flere gange havde hjulpet mig, hvor andre læger ikke havde kunnet hjælpe.

Han sagde, at der ikke fandtes noget alternativ medicin, som virkede. Han forklarede, at han rent faktisk var uddannet astma-læge i sin tid. Og så kom det magiske øjeblik, hvor han kiggede op over brillerne og nærmest hviskede til mig “Rebecca, du bestemmer selv om du vil tage medicinen eller ej. Hvis du ikke kan få vejret, så hører jeg nok fra dig”. Det tog jeg som en opfordring til at droppe medicinen, eller i hvert fald skære drastisk ned på den.

Det gjorde jeg. Og jeg opdagede hurtigt, at hvis jeg levede stress-frit (så godt som det kan lade sig gøre), fik min søvn og sagde fra overfor gift (herunder især ‘giftige’ personer i mit liv), så klarede jeg mig meget bedre, uden medicinen. Vi spiste jo allerede vildt sundt, varieret og økologisk. Helt kunne jeg dog ikke undvære medicinen. I lang tid tog jeg den 1-2 gange om ugen.

Jeg eksperimenterede de kommende par år og fandt ud af, hvilke ting der udløste astma og hvilke ting og situationer, som udløste allergier i form af hæftige hals-/ kæbehule- og mellemørebetændelser. I perioder var det der nærmest kronisk. Og altid når vi skulle rejse på ferie. Alene dagene op til, hvor der skulle pakkes og gøres klar, så kom det væltende for fuld udblæsning og så var astma-medicinen ikke nok, men en pakke panodiler også nødvendig. Stress, herunder andre menneskers bestemmen over min kalender, var det allerværste for mig. Og jeg var klar over, at det var fuldkommen nødvendigt at lægge store og mange huller ind i kalenderen, og også sige “lige for tiden laver jeg ikke nye aftaler, så lad os tales ved om et par måneder”.

Det var ikke så meget årstidsbestemt, fandt jeg ud af. Det var faktisk næsten udelukkende livsstilsbetinget. Og jeg havde det skidt med at fylde mig med al det gift. For selvom jeg havde skåret drastisk ned, kunne jeg stadig mærke de dårlige bivirkninger. Foruden mine børn og min mand sagde, at jeg STANK fælt, når jeg havde taget medicinen. Min datter ville ikke give mig et kram, når jeg havde taget den.

På Roskilde Festival 2017 måtte jeg tage hjem to dage før, fordi jeg blev så syg. Feber og allergier med betændelser i hele kraniet. Jeg var så dårlig og lå i sengen i fire dage. Der gik det op for mig, at øl nok ikke var det bedste for mig, fordi det er lavet på korn og er stærkt gærdet. Jeg talte med en vegetar til festivallen, som kunne fortælle om, hvor godt hun havde fået det ved at undlade at spise kød. Jeg overvejede om det var noget for mig og begyndte at undersøge det. Jeg tænkte, at der i hvert fald var noget jeg gjorde, som ikke var godt for mig – siden jeg endnu havde problemer med allergierne.

En af mine veninder er uddannet i kost hos Ninka Bernadette – hun sendte mig nogle links. Jeg begyndte i øvrigt at spise anti-inflamatorisk i en periode. Jeg undersøgte og læste og kontaktede forskellige mennesker. For at gøre en lang i historie lidt kortere, så endte jeg hos Ninka, hvor hun forklarede om præcis mine symptomer og om, at typer som mig netop ikke må leve vegetarisk – det kan være direkte farligt. At det kort og godt går ud på, at vi mennesker er forskellige og har forskelligt DNA – og genetik – og derfor også bør spise forskelligt. Det købte jeg ind til.

Jeg havde længe tænkt, at Grønlændere ikke bør spise vegetarisk, de skal da have spæk. Det byder deres DNA. Hvad der virker for den ene, kan være direkte usundt – ja måske tilmed farligt – for en anden. Se bare på Grønlænderne, for nu at bruge dem som eksempel igen. Det mad danskerne tog med op til Grønland gjorde dem syge. For ikke at tale om, hvad alkohol har gjort ved inuitterne. Deres DNA tolererer ikke alkohol. Italienere kan spise hvidt brød, hvis jeg spiser hvidt brød bliver jeg mega oppustet, vred, ked og får en lækkende tarm. Jeg kan spise en stor rød bøf og have det fantastisk – det er som at få et kilo af naturens helt egen lykkepille, for én som mig. Mange andre ville få tarm-problemer, føle sig aggressive og blive slørret i deres dømmekraft.

Med min baggrund og de ting jeg har sloges med, var det som at høre om mig, da Ninka forklarede om under-methylation, og om at folk som mig bør spise stenalderkost. Så læste og undersøgte jeg ydermere og læste bogen “Stenalderkost” af gourmet-kokken Thomas Rode Andersen. Han beskrev hvordan hans kone tidligere led af store sårdannelser i hovedbunden som lægerne ikke kunne afhjælpe. Præcis som jeg selv! Min læge tilbød mig en binyrebark-creme til hovedbunden, som jeg naturligvis afslog.

Opskrifterne i bogen var ekstremt indbydende og jeg tænkte, at det sgu da var det lækreste mad jeg kunne forestille mig at spise, hvis jeg skulle vælge ud fra udelukkende lyst. Det her ville jeg give 30 dages chance. Jeg fulgte faktisk ikke opskrifterne, det havde jeg ikke temperament til. Jeg lavede bare det mad jeg ville – som var mere hverdagsmad – ud fra principperne i stenalderkost. Jeg blev lynhurtig stormester i at lave bearnaise sauce. Min mand laver fortsat al vores ghee og fong.

Jeg bad Morten om at “holde øje med mig”, eftersom jeg som ung led af bulimi i 17 år og derfor skulle være varsom med kostomlægningen og diverse “kure”.

Efter 14 dage havde jeg det fantastisk! Mine neuro-transmitter fungerede og jeg havde energi, også om aftenen efter aftensmaden. Som ofte bestod af noget med hjemmelavet bearnaise-sauce, fisk eller kød – og årstidens grønt. Mums mums! Jeg havde tabt mig og mine sårdannelser i hovedbunden forsvandt gradvist de kommende uger.

Nu er det et år siden jeg lavede forsøget med stenalderkost, og jeg spiser stadig sådan! Jeg har slet ikke lyst til at spise anderledes. Jeg har ikke taget lægernes astma-medicin i 10 måneder. For en måned siden begyndte jeg at supplere med forbyggende homøopatisk medicin, som er billigere end lægens og 100 % bivirkningsfrit – og virker. Hvis jeg er et sted, hvor der er meget støv fx. kan det hjælpe at tage noget af det. Jeg har ikke haft betændelser i kraniet eller andre steder siden. De kilo jeg smed i løbet af de første få uger, har jeg ikke taget på.

Det er første gang i min 45 årige lange liv, at jeg kan guffe og smovse og nyde livet – helt uden at tage på og overtræne. Jeg har en stabil vægt, og jeg har fået at vide – af efterhånden mange af mine venner og bekendte – at min hud er blevet flot, at jeg ser godt ud og virker kernesund. Sådan føler jeg mig også!

Jeg er hverken for tynd eller for tyk, jeg har min normalvægt – og jeg holder den. Uden problemer. Jeg har smidt vægten ud, og tøjet sidder perfekt. Det er dog slet ikke det, som det drejer sig om eller som er det vigtige. Nej, det er blot en skøn sidegevinst, som jeg gerne indrømmer at jeg virkelig nyder og værdsætter. Humlen er dog, at jeg er sluppet af med de dumme allergier og astma. Eller i hvert fald i en grad, hvor jeg ikke længere er afhængig af lægernes giftige medicin. Jeg bruger maden som medicin. Min mad er min medicin. Hurra. Præcis, som naturen har planlagt det fra start.

Nu kan jeg tilmed flyve! Det har jeg ikke kunne i mange år, fordi allergierne lukkede alle hulrum til og gjorde det til en yderst pinselsfuld affærre at flyve. Nu flyver jeg bare afsted. Uden at tage hverken panodiler eller næsespray forinden.

Og nej, jeg savner aldrig pasta, kartofler, ris, brød eller nogen som helst form for stivelse (bulgur, couscous etc.). Det er ligesom med sukker-afvænning. Jeg er vænnet af med det og jeg ved hvordan min krop og psyke reagerer på det, så jeg har bare slet ikke lyst. Når jeg en sjælden gang spiser noget med hvidt mel, så bliver jeg aggressiv og æv-depri. Det er bare slet ikke det værd. Hellere fisk og sauce 🙂

Efter at have læst bogen “Hjælp” af Githa Ben David – en bog om tungmetalsforgiftning – så fik jeg detoxet i 10 dage, hvor efter jeg atter spiste min elskede stenalderkost. Jeg har ikke haft reel tungmetalsforgiftning, men har da uden tvivl for meget af det i kroppen med al det parfume jeg tidligere har brugt, og det jeg i øvrigt har forgiftet mig med. Morten og jeg siden fortsat med detox smoothies hver morgen. Det har virkelig hjulpet yderligere. Det har renset ud og jeg oplever en klarhed, som jeg ikke tidligere har mærket. Det er helt vidunderligt! Jeg supplerer med zoneterapi hver anden uge.

Tidligere kunne jeg dufte til en vin, og kunne så vide om jeg kunne tåle den eller ej. I dag er jeg et sted, hvor jeg ikke behøver at dufte til noget først. Jeg kan bare mærke det, når jeg mærker efter inde i kroppen. Min krop fortæller mig ganske enkelt, om det er godt for mig eller ej. Min organisme fortæller mig, hvad den trænger til og ikke vil have. Det er en gave at være kommet der til. Det gør også, at der er rigtig meget jeg takker nej til “derude” fordi jeg bare slet ikke har lyst til det. En præmiere-isvaffel fx. Ellers tak.

Det min krop har brug for kalder den på, og det der ikke er godt for den virker frastødende. Så enkelt er det.

Og ja, jeg drikker rødvin. God rødvin, altid økologisk og holder det til et par gange om ugen, med undtagelse af jul og ferier, hvor der ryger lidt mere ned. Jeg drikker aldrig øl mere. Det er bare ikke godt for mig. Jeg har elsket øl som jeg har elsket rugbrød. Men i dag er jeg ‘ren’ og et sted, hvor jeg er bedøvende ligeglad med begge dele….. Roskilde Festivallen i år bestod af øko hvidvin, vand, bullet-proof kaffe og drinks. Jeg har det storartet, også nu 30 timer efter 🙂

Jeg vil fraråde at andre går i gang med stenalderkost, vegetarkost, vegansk kost eller andet, uden først at undersøge, hvad der vil være rigtigt for netop dem. I forhold til førnævnte DNA methylations-sammensætningen. Jeg vil anbefale at købe Githa Ben Davids bog og udrense for tungmetaller, for rigtig mange mennesker er overvægtige og har både diabetes 2, nervebetændelser og autoimmune sygdomme af diverse slags grundet ophobninger i kroppen. Og det er noget lægerne desværre ikke er så bevidste om, endnu.

Og er man typen, som går på stenalderkost vil jeg virkelig pointere at al fisk bør være frisk fanget (aldrig opdrættet) og al kød skal vælges med overordentlig stor omhu. Det er ikke nok det er frilands og/ eller øko nede fra Netto. Det skal være fra gårde, hvor du har tillid til bønderne. Industri-økologisk kød du finder i Netto, Fakta mm er ikke stort bedre end det giftige landbrugs. Tag ud at besøg nogle udvalgte øko gårde, og få en rundvisning. Spørg indtil opdræt af dyrene, fodder, om tyrekalve får lov at blive hos deres mor etc. Det er af stor vigtighed for kødets kvalitet, og derfor for næringsværdien og etikken. Følelserne dyrene har haft i forbindelse med slagtning har også betydning.

Mange veganere er modstander af, at vi er nogen som spiser kød, og af og til med begrundelsen at der ikke er kød nok til alle på kloden. Jeg mener de fleste faktisk bør spise vegetarisk og måske tilmed vegansk, men cirka 1/5 af jordens befolkning er under-methylerede i DNA sammensætningen og bør spise kød. Så hvis vi, der spiser kød, i det mindste sørger for at kvaliteten er i orden og at alle de etiske aspekter af det overholdes, så kan vi gøre det med god samvittighed – efter min mening. Og lade være med at spise for meget af det, for det kan være svært for kroppen at nedbryde kød i for store mængder. Balance. Og så kan de øvrige 4/5 spise vegansk – og lade os kød-nydere spise i fred.

PS: I dag benytter nogle læger stenalderkost i behandling af mennesker med bulimi. I en artikel læste jeg, at der efter et år var 0% tilbagefald for en lille gruppe af personer med bulimi. Det undrer mig på ingen vis. Min tidligere bulimi skyldtes helt klart forkert kost (kombineret med følelsesmæssig stress, som udløser).

Velbekomme!

stenalderkost

Enkeltheden

leave a comment »

Det er nogle gange bare det, der skal til.
Krebinetter med ærter og smørsauce,
“Det lille hus på prærien”
og “Snøvsen” oplæst af Povl Dissing.

For når man er syg og skidtmads,
er det 70’ernes barndoms-tryghed,
der gør godt.
Også når man er 45.

Nogle gange savner jeg de sorgløse 70’ere,
hvor det ikke var farligt at ryge.
Hvor vi kørte i bil uden sikkerhedssele
også foran.

Det var dengang en is var en is.
Enten var det en pind-is eller en vaffel
(også kaldet iskage, hvis man var Københavner).
Nu skal vi vælge mellem veganer-is
øko, softice med enten vanilie, jordbær eller chokolade,
19 forskellige slags drys,
vaffel eller bægre,
kontant, på kort eller mobile-pay.
Der er flere spørgsmål end svar.
Mere usikkerhed end ro.
Flere valgmuligheder end tryghed.
Så mange hylder, at de unge ikke kan finde deres egen.

Jeg mener bestemt vi skal skabe skabere.
Børn skal gøre op med systemet,
ikke finde sig i at sidde på rækker og tie stille.
Det handler ikke om beståelse
– men forståelse.

Men når det gør ondt i livet,
– kan 70’er barndommen pludselig se grønnere ud,
end græsset i vores have.
Selvom stort set alt der foregik dengang
var dybt uforsvarligt.

Jeg savner dog enkeltheden.
Enkeltheden i smørrebrøddet.
Den røde pølse.
Rød sodavand, som min svenske familie misundede mig.

Håndbajerne,
maizena-grøden.
Kvinders hvide høje hæle
og hudfarvede nylonstrømer.
Den ækle lugt af læbestift-kaffe-røg.
Klap-sammenmadderne.
00 toiletpapiret på wc’et i skolegården,
som var koldt og stift
og kradsede i tissekonen.
Det sorte iskolde toiletbræt
og snoren at hive i, med porcelænshåndtag.

Skolegården
drikkefontænen
klasse-fødselsdag uden allergi.
Diagnose var et ukendt ord.

Vi cyklede
hen til hinanden
for at spørge om de kom ud at lege.
Vi ringede ikke.
Vi kom sukker i medova-teen.
Slik var snold,
og noget vi oplevede én gang om året
eller to, hvis vi fandt nogle penge.

Mælk på pose
og op i en plastikkande.
Den tre-stjernede salami var altså ikke farlig.
Mors hjemmebag.

Enkeltheden
ikke så mange spørgsmål
kun ét svar,
fordi de voksne sagde det.

Nu er hele verden mikro-tarificeret,
alle er tilgængelige
hele tiden.
Mystikken forsvundet.
Nærværet forduftet.

Enkeltheden.

Dengang blev en hjemmegående husmor ikke spurgt om,
hvad hun dog fik tiden til at gå med.
Heller ikke, hvis de boede i en lille 2 vær.
Det var det naturlige
– at mor var hjemme.
Også selvom far “kun” var buschauffør.
Man nøjedes.
Mor stoppede strømper.
Ingen rejser.
Rester hver anden dag.
Men der var tid.
Og den lange øjenkontakt.
Tid til avisen.
Og fars cerut på badeværelset.
Flødekager en sjælden gang.
Og piskefløde i kaffen.

Dengang forstod man svaret,
når man fik at vide hvad Tokes far lavede.
Ikke nogle fancy amerikanske titler.
Tokes far var murermester.
Så de havde penge.
De havde både campingvogn og græsplæne.
Fik blødkogte æg i weekenden, til morgenmad.
Og måtte undlade at spise rugbrød til.
Mindst en halv rundom til ét æg
var det vi andre skulle spise.
De fik tilmed rigtig smør.
Ikke bare margarine som os andre.
De fik endda basser!
Og kom på ferie.
Nogle gange helt til Tyskland.

Det var de enkle 70’ere
hvor ABBA og Ole Olsen var forbilleder
bryster var naturlige
BH’er ikke var noget man brugte
kvinders overarme var bløde
og alle på klassebilledet var slanke.
Der var ingen særlige hensyn
der var ingen særlige behov.
Man kunne få en røvfuld, hvis man ikke hørte efter.
Mor klippede vores pandehår.

Jolly Cola
og savnet efter noget mere.
For der måtte være mere.
Andet.
På den anden side
af det de kaldte barndommen.
Var det fuldkommen?

Enkeltheden.

those-great-70s-2-1426527-1279x897

Written by Rebecca Gren Bonde

juli 2, 2018 at 22:04

Lagt i Blog

Tagged with , ,

At være religiøs

leave a comment »

Religion er græsk og betyder at forbinde sig til noget, der er højere. Jeg ved godt der er andre bud derude, og bla. Wikipedia foreslår det måske kommer fra latin.

At bygge bro/ forbinde sig til noget, der er højere end én selv eller et højere selv. Mere er det, tak. Uanset, hvilken titel man ellers har lyst til at klistre på denne såkaldte religion.

Det er ofte de, som administrerer religioner den er gal fat med. Ikke religionen i sig selv.
I min verden er det underordnet, om man er muslim, kristen, jøde, buddist, hinduist, asa-tro, …. Det går ud på ét. Samme emne, fortalt på forskellige tidspunkter i verdens-historien, til forskellige folkeslag verden over. For at vi kunne forstå det – og tage i mod det – kom det til os i forskellige sociale, kulturelle og metaforistiske niveauer.

Og den, som mener at være asa-tro eller kristen, og som peger fingre af fx muslimer, har i sandhed intet fattet. Det er en projektion, og vedkommende har et stort arbejde at gøre der. En sand muslim og en sand kristen vil kunne sidde i bøn sammen, tilmed i en synagoge. Den ene religion udelukker ikke de øvrige. Tværtimod !

Jeg bliver trist når jeg hører fundementalistiske danske kristne udtale, at muslimer er satans følgere, og at man ikke kan stole på dem, de er onde og de er kun ude på at voldtage kristne piger og slå de kristne og jøderne ihjel med sabler og sværd. Jeg kender mennesker med denne opfattelse.

Satan findes ikke. Det er en indre skygge. Vor egen indre Satan, så at sige. Jo større den er i os, jo større er skygger kaster vi kollektivt. Tyskerne gjorde på jøderne. I dag gør mange “kristne” det på muslimer. Vi ser det verden over. Trumps syge tiltag om at nægte muslimer ind i USA, og planen om at bygge en mur mellem USA og Mexico, handler om Trumps egen indre skygge. Den er stor. Og derfor forsøger han sig med et nyt jerntæppe.

Islam er som religion smuk. Bønner fra Kornanen rør mig dybt. Jeg lytter ofte til det. Ligesom jeg lytter til jødiske og kristne bønner og hindu chanting – ligesom jeg er meget optaget af Nordisk Mytologi og finder interessante sammenhænge mellem den og beretninger i Toraen.

At være religiøs er ikke noget man er
– det er noget man gør.
Det er en praksis.
En måde, at forbinde sig til det højere på.
Måske via meditation.
Tja, man kan kalde sig selv ateist og stadig være religiøs.

Hvis “religionen” blot er noget man tænker
– og derigennem har en mening om –
så er det ikke religion,
så er det bare intellektualitet.

higher-life-1510339

 

Written by Rebecca Gren Bonde

juni 27, 2018 at 10:15

B-svaret

leave a comment »

Hvis det fornemmes,
at spørgsmålet der stilles
har til formål at finde huller i svaret
– bliver der ikke svaret.

#NULL

Written by Rebecca Gren Bonde

juni 26, 2018 at 22:13

Lagt i Blog

Grasiøsitet

leave a comment »

Ikke alle ejer evnen at udtrykke grasiøsitet,
men vi kan alle genkende den, når vi ser den.
Denne uimodståelige, tryllebindende skønhed,
der tager form

….. i en dansers arme,
en insisterende blomst der skyder
et møbel
en film
et udtryk i et par øjne
en usynlig hjælp, der måske først opdages af de andre senere
en gammel mands ærværdige handlinger.

Nogle grasiøsiteter ser bedst ud med rammer omkring.
Andre gør sig bedst, når de ikke eksisterer.

Grasiøsitet er en form for guddommelig elegance.
En næsten overjordisk en af slagsen.
Derfor henrykkes jeg, når jeg ser den.
Selv lyset i min have er grasiøst.

smokey-1196892-1279x1464

Written by Rebecca Gren Bonde

juni 26, 2018 at 21:46

En bondepiges betragtninger i storbyen (fra arkivet)

leave a comment »

Sidder på en café i København K.
Nyder langsomt en latte
og betragter de forbipasserende.

I går var der sol.
I dag er her regn.

Med hagen i hånden
og albuen på bordet,
vugger jeg til byens ivrighed.

Hvorfor have så travlt?
Har kapital rykket helt ind i byens sjæl,
så freden ikke længere kan få ro?

“Slowfood – Fast” – råber transferen på frokostbilen,
insisterende efterfulgt af “Landstrygeren – ring døgnet rundt”.

Hvori ligger glæden ved at skynde sig?
Hvad er meningen med travlheden?
Hvilke værdier er det vi jager?

Alt – er en betragtning.
Intet – kommer af det døde.

Vi alle er små rester
af det store hele, der engang gik i stykker.
Vi har lige siden forvildet løbet rundt,
for at finde de skår vi hver i sær passer sammen med.

De skår, der tydeligvis hører til på den anden side af livets krukke,
har vi travlt med at holde afstand til.
Vi glemmer så ofte
– kun alt for ofte –
at vi alle er en del af den samme krukke.
Kun sammen – er vi hele.

1424632_89562654

Written by Rebecca Gren Bonde

juni 24, 2018 at 18:10

Lagt i Blog

%d bloggers like this: